Næsten ingen kvinder starter på de længerevarende it-uddannelser. Videnskabsminister bør fokusere mere på problemet, mener HK.

Næsten ingen kvinder starter efter sommerferien på en længerevarende it-uddannelse. Under fem procent af de nye it-studerende er kvinder, og det er alt for lidt, mener HK/Privat. Den faglige organisation opfordrer videnskabsminister Helge Sander (V) til at fokusere mere på problemet.

På flere af it-uddannelserne er procentdelen af kvinder lig nul. De it-uddannelser, der tiltrækker flest kvinder, er datalogi og elektroteknologi med hver fire procent kvinder og 96 procent mænd.

- Det er katastrofalt dårligt, at man i den grad har fejlet overfor de unge kvinder. Branchen har i den grad brug for en bedre kønsfordeling. Den skævhed bør ministeren forholde sig til, fordi det bliver værre og værre, og der er altså brug for kvinder i it-branchen, siger Leif Limkilde Bloch, it-konsulent i HK/Privat.

/ritzau/