Et udvalg i EU-Parlamentet lader hånt om EU's regeringers krav om at sluge en ny lov, der tillader lange arbejdsuger. Det var afpresning, siger parlamentariker.

Europaparlamentet har lagt i ovnen til storkonflikt med EU's regeringer om timeantal og arbejdsuger. I foråret vedtog landene to forskellige regelsæt for arbejdsmarkedet som et samlet kompromis. Nu har parlamentet splittet pakken op ved at godkende reglerne om vikararbejde, mens der er lagt op til store ændringer i det såkaldte arbejdstidsdirektiv.

- Vi accepterer ikke denne form for afpresning. Det var åbenlyst afpresning, siger Alejandro Cercas, socialdemokratisk medlem af parlamentet og pennefører på afvisningen.

EU-Parlamentets arbejdsmarkedsudvalg vil ikke acceptere, at EU's regeringer vil tillade en ansat at arbejde gennemsnitligt 60-65 timer om ugen over tre måneder. En gennemsnitlig arbejdsuge må højst være på 48 timer, mener udvalget.

Socialdemokraten Ole Christensen, der var med til at tage beslutningen, er glad for parlamentarikernes krav om kortere uger.

Venstres Anne E. Jensen, der også sidder i udvalget, er dog ikke enig. Hun mener, at EU-landene og Danmark var nået frem til et fornuftigt kompromis, som parlamentet burde vedtage.

/ritzau/