Harrison Ford er klar til at svinge pisken som Indiana Jones for femte gang.

Skuespilleren afslører, at manuskriptet er under udarbejdelse og han vil medvirke, hvis historien er god.

- Historien til det næste Indiana Jones-eventyr er ved at tage form, siger Ford til den franske avis Le Figaro og fortsætter:

- Steven Spielberg, George Lucas og jeg selv er enige om, hvad film nummer fem skal handle om og George arbejder aktivt på projektet. Hvis manuskriptet er godt, trækker jeg meget gerne i Indy-kostumet igen.

Ford spillede den piskesvingende arkæolog første gang i 'Jagten på den forsvundne skat' fra 1981 og fulgte i 1984 successen op med 'Indiana Jones og templets forbandelse'. I 1989 kom 'Indiana Jones og det sidste korstog', hvorefter skuespilleren lagde pisken og den bløde hat på hylden i 19 år før han kastede sig ud i det fjerde eventyr 'Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige'.

I sommer fyldte skuespilleren 67 år og han vil nærme sig de 70 inden femmeren er i kassen.

Le Figaro har interviewet Ford, fordi han besøgte Frankrig i weekenden for at modtage en hæderspris på den amerikanske filmfestival i Deauville.