Studiestart står for døren. Er du klar? B.T. Plus har sammen med magasinerne Alt om DATA, T3 og Datatid samlet en pakke med test og guides til at få det bedste ud af studieåret.

Det får du med B.T. Plus:

Undgå at miste dit store projekt: 65 sider var allerede skrevet i det store semesterprojekt, men nu er computeren død og to måneders arbejde forsvundet! Det er ikke en situation, du ønsker at ende i. Her får du en test af de bedste eksterne harddiske til at lave backup samt en stor overlevevelse guide, der giver dig de bedste råd til at undgå virus eller en computer, der brænder sammen før tid.

Arbejd uforstyrret: Bruger du meget af din tid med den bærbare på biblioteket, i toget eller andre steder, hvor der er mange mennesker? Vi tester et par gode bud på nogle høretelefoner, der giver dig den fred, du har brug for.

Vær smart og studieparat: T3 tester Alt-i-en-computeren fra Lenovo, der er et lækkert alternativ til iMac og som ikke fylder meget på kollegieværelset.

Præsentation på farten: Fremlæg dine resultater hvor som helst når som helst. Vi tester en lækker lille lommeprojektor fra 3M.

Kom op til tiden: T3 har testet et lækkert vækkeur med DAB-radio og alt hvad der hører til.

Gratis Office-pakke: Du behøver ikke betale for Microsoft Office med Starter-udgaven. Læs her, hvad du får, og hvad du har brug for.

Frikvarteret: … og endelig skal det ikke være alvor det hele. Vi tester to dejlige gadgets til at slappe af med i pausen - “Playstation-telefeonen” Sony Xperia Play og den håndholdte spillemaskine Nintendo 3DS. Nu ikke noget med at spille spil under forelæsningen, vel?



Sloganet ”Nintendo 3DS – Believe Your Eyes” passer perfekt. Den seneste lille nye i familien er et teknologisk vidunder, hvor det vitterligt er svært at tro sine egne øjne. 3D-effekten er dog ikke det eneste, der indtil videre gør denne lille maskine til årets gamer- gadget.

De fleste gamere har en fortid med Nintendo i en eller anden form, hvor bl.a. Mario og Zelda var (og stadig er) legekammerater på bl.a. Gameboy, Wii eller N64. Kongerækken er lang. For mit eget vedkommende startede eventyret med det orange Donkey Kong-bipbip-spil tilbage i 80’erne. Designet på de nyere DS-konsoller er holdt i samme stil som go’e gamle dage, og vidste man ikke bedre, kunne Nintendo mistænkes for at have ligget i fryseren siden. Dog skal der bestemt ikke tages fejl – Nintendo er nået milevidt siden, uden dog at miste nostalgikere som undertegnede undervejs.

Hypet om Nintendo 3DS’en er – helt i tidens ånd – henlagt på 3D, denne gang håndholdt og uden briller. Og ja – den lever så absolut op til forventningerne om, bogstaveligt talt, at tilføje en helt ny dimension til spilglæden.

Selv førstegenerationsspil, der naturligvis ikke har fundet fodfæstet til at udnytte teknologien optimalt endnu, fascinerer og overrasker. Da folks syn er forskelligt, er der endda tilføjet en lille slider ude i højre side på skærmen, hvilket gør det muligt at kalibrere 3D’en efter behov.

Eller helt slå effekten fra. Det eneste nedslag er, at skærmen skal holdes præcis, ellers ryger effekten. Men ikke noget, der irriterer, når først man er blevet vant til det. 3DS’en som helhed har dog fået et heftigt energispark, så 3D-delen af konsollen er kun flødeskummen på toppen af en gourmet-is. Der er tilføjet et ganske følsomt gyroskop, hvilket underbygger 3D-oplevelsen fantastisk godt. To kameraer er der også blevet plads til – et 3D-kamera på fronten af den øverste skærm plus et almindeligt 2D-kamera, der er vendt mod spilleren selv.

Da det er muligt at smide store SD-hukommelseskort i vidunderet, der følger et 2 GB med i pakken, kan der derfor afspilles musik og film. Her skal det kort tilføjes, at det rent faktisk er muligt at se 3D-film.

Da WiFi er en mulighed, er det også muligt at hente spil via Virtual Console – mens 3DS’en også er bagudkompatibel med DS-spil. Lige over de normale styreknapper er der nu tilføjet et lille joystick, hvilket er en lille genistreg. 3DS’en fremstår desuden mindre ”plastik-agtig” og mere robust end de andre DS’er.

Der er et væld af andre mere eller mindre gakkede indspark, der gør 3DS’en til den mest banebrydende og innovative konsol siden Nintendos egen Wii.


Plus

 Den komplette håndholdte konsol, der skalbruges til meget andet end spil.

Minus

 3D-skærmen kræver en smule tilvænning.

Dommen

 Endnu en innovativ perle fra Nintendo, med uanede muligheder.

Specifikationer:

Processor: Skræddersyet DMP PiCA200 GPu

LCD-skærme Øvre: 76.8x46 mm, 800x240 3D

Nedre:61.4x46 mm, 320x240 trykfølsom

Batterilevetid: 3-5 timer v. 3DS-spil, 5-8 v. DS

Forbindelser: G WiFi, 3.5 mm audio, indbygget mikrofon

Hukommelse: SD-kort (2GB medfølger)

Input: Cross pad, analog circle pad, tre-akset accelerometer, tre-akset gyroskop, stylus

Kameraer: Et indre og to ydre, alle 0,3 MP CMOS sensorer, 640x480, enkelfokus

Størrelse/Vægt: 74 x 134 x 21 mm/235 g

www.nintendo.dk