Formanden for de praktiserende læger Michael Dupont afviser, at danske læger strør om sig med Tamiflukure mod influenza H1N1.

De praktiserende lægers formand, Michael Dupont, mener ikke, at influenzamedicinen Tamiflu gives til andre end dem, myndighederne anbefaler får det. Han afviser kritikken fra professor Allan Randrup Thomsen i Politiken lørdag om, at lægerne udskriver for meget Tamiflu mod influenza H1N1, også kendt som svineinfluenza.

Michael Dupont er tværtimod overrasket over, at der ikke er udskrevet endnu mere medicin.

- Jeg synes ikke, det er ret mange doser, der er blevet udleveret, siger han til Radioavisen.

Foreløbigt er der ifølge Statens Serum Institut konstateret 367 tilfælde af H1N1 herhjemme. Alligevel har lægerne udskrevet over 11.000 Tamiflukure siden april, viser tal fra lægemiddelstyrelsen.

Dupont peger på, at det svarer til, at hver læge har skrevet en kur ud cirka hver anden måned.

- Når man tænker på den presseomtale, der har været omkring svineinfluenza, og det pres, vi har været udsat for fra mange patienter, så synes jeg egentlig, at det er imponerende, at der ikke er blevet udskrevet mere, siger han.

Professor Randrup Thomsen siger til Politiken, at der er "helt klart et overforbrug", og at de store mængder Tamiflu kan betyde, at medicinen ikke længere har nogen effekt.

/ritzau/