Han sad bag knapperne, når nogle af de helt store musiknavne indspillede sange.

Men nu er den anerkendte producer, Steve Albini, død efter et hjerteanfald.

Han blev 61 år.

Det skriver Pitchfork.

Albini, der døde tirsdag, var blandt anden manden bag pladerne 'In Utero, med Nirvana, 'Surfer Rosa' med Pixies, og 'Rid of me' med PJ Harvey og 'Walking into Clarksdale' med Page og Plant.

Da Albini, stod i spidsen for Nirvanas sidste plade, 'In Utero', udtalte trommeslageren Dave Grohl, der nu er forsanger i Foo Fighters:

»Med mere end intentionen om at lave en god plade, ville vi imponere Steve Albini. Han var vores helt. Han lavede plader, der lød så ægte og så kraftfulde med en så karakteristisk lyd, at han lydmæssigt var urørlig.«

Albini, der især gjorde sig indenfor den alternative rock, arbejdede med så forskellige navne som Mogwai, The Frames, The Stooges, og Jarvis Cocker.

Han foretrak selv betegnelsen engineer frem for producer, når han gik i studiet med bands. Altså fremhævede han mere den tekniske side som lydingeniør.

The Guardian spurgte i et interview engang Albini, hvordan han troede, at han ville blive husket som producer, hvis han trak sig tilbage. 

Han svarede:

»Jeg er skide ligeglad. Jeg gør det jeg gør, og det er det, der betyder noget for mig. At jeg kan blive ved med at gøre det. Det er hele grundlaget for mit liv. Jeg gjorde det i går, og jeg vil gøre det i morgen, og jeg vil blive ved med at gøre det.«

Udover at være producer, var han også forsanger i grupperne Shellac og Big Black.