Selvom Viborg HKs håndbold-kvinder den seneste måneds tid ikke har leveret varen i form af sprudlende spil og megastore sejre, garanterer klubbens direktør, Peter Cassøe, at fyring af træner Ulrik Wilbek ikke kommer på tale.

»Han har vor fulde opbakning,« siger Peter Cassøe og fortsætter: »Fyring vil være komplet tåbeligt. Ganske vist har vi hans afløser (Ryan Zinglersen, red.) gående i kulissen.

Men det vil hverken være rimeligt for ham, Ulrik eller spillerne, at ledelsen puster sig op og indsætter ham på posten før tid.« I gårsdagens udgave af B.T. blev Ulrik Wilbek citeret for at have sagt, at han »har fået spillernes melding om, at de er tilfredse med mig, og at de ikke ønsker en anden til mit job«.

Udtalelser, der kunne opfattes, som om Ulrik Wilbek skulle have tilbudt Viborg HK at opsige jobbet inden kontraktudløb om knap tre måneder.

»Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvad Wilbek helt nøjagtigt har ment. Men jeg tør godt slå fast med syvtommersøm, at han over for mig ikke har indikeret, at han er villig til at stoppe sit arbejde med vort bedste hold i kvindernes Håndbold-liga før kontrakt-udløb,« siger Peter Cassøe.

Hvorvidt han har nævnt muligheden over for spillerne, ønsker sygdomsramte Karen Brødsgaard ikke at kommentere. »Indrømmet. Vort spil har ikke fungeret optimalt den seneste måneds tid. Men det er altså ikke kun Ulriks skyld.

Spillerne har en væsentlig andel i nedturen,« fastslår Karen Brødsgaard, der karakteriserer Ulrik Wilbek som en »kanontræner«. Karen Brødsgaard var blandt tilskuerne i Viborg Stadionhal i aftes.

»Det er efterhånden en måned siden, at jeg sidst var på banen. I øjeblikket ved jeg ikke, hvornår jeg er klar til comeback. Men forhåbentlig sker det snart,« siger hun. Den fysisk stærke stregspiller blev kort tid efter nytår ramt af nervebetændelse.

»Jeg kan løbe, cykle og løfte vægte i styrkerummet uden problemer. Men så snart jeg får en bold i højre hånd, kan jeg ikke styre den videre uden risiko for, at den havner et helt andet sted end planlagt,« sukker Karen Brødsgaard. t-id.