AGF's fremtid er vigtigere end Tobias Grahn. Det er grunden til, at AGF ikke bedt Kurt Andersen om hjælp med et par hurtige millioner for at lukke DBU-sagen.

AGF's fremtid er på spil i disse dage, og det er faktisk grunden til, at AGF ikke har forsøgt, at få storaktionær Kurt Andersen til at redde egenkapitalen endnu engang.

En operation med et kapitalindskud på omkring et par millioner kroner fra Kurt Andersen ville ellers lynhurtigt gøre den århusianske klub i stand til at købe efterårsprofilen Tobias Grahn for mere end tre millioner kroner hos ejerne i Malmö FF.

Men det vil ødelægge alle planerne om en storstilet redningsplan med en kapitaludvidelse på omkring 30 millioner kroner, der gerne skal falde på plads på fredag.

- Kurt Andersen har ikke lukket for kassen, men han skal ikke blive ved med at redde klubben. Det gælder om at få en fornuftig drift af det her på sigt, og hvis han skyder penge ind nu, så får vi ikke de andre investorer til at investere de nødvendige 30 millioner kroner, siger AGF's bestyrelsesformand, Svenn Dam til Ritzau.

/ritzau/