Der er fart over feltet hos Brøndby i dag. 

Fredag aften har fodbolddirektør Carsten V. Jensen lukket endnu en aftale, så Jacob Rasmussen, der blev købt af Fiorentina, kun var en ud af to forstærkninger. For kort tid siden har FC Dallas offentliggjort, at man har sendt Justin Che til Danmark.  

Dermed er Brøndby klar med nummer to sommersigning. 

Den unge højre wingback på 19 år har fået en kontrakt på tre år på Vestegnen og er hentet på potentialet i MLS-klubben FC Dallas.

Ifølge B.T.s oplysninger er suppleringen af Justin Che foretaget med det sigte at få konkurrence på positionen, hvor Kevin Mensah, Sebastian Sebulonsen og Daniel Wass i sidste sæson skiftedes om at spille.

Justin Che bliver hentet med halvanden måned tilbage af transfervinduet, og som B.T.s podcast Transfervinduet kunne fortælle, var der i første omgang tanker om at give ham tid til at integrere sig på U19-holdet, men nu får han chancen for at vise sig frem i Superliga-truppen inden lukningen af transfervinduet, og er han god nok, vil han spille.

I de seneste sæsoner har Justin Che dog været udlejet til tysk fodbold og fået spilletid i Bundesligaen for Hoffenheim, mens han også har været i Tysklands største klub Bayern München, hvor det blev til otte kampe for andetholdet.

Det var avisen, The Athletic, som mandag kunne fortælle, at Brøndby jagter spilleren fra FC Dallas fra MLS.

Nu har det udmøntet sig i en transfer, så Justin Che igen kommer til Europa.