Real Madrid kan vinde deres 15. Champions League-titel i aften, når de spiller mod Borussia Dortmund. Den klub med næstflest titler er AC Milan med syv.
En af de få danskere med fortid i Real Madrid, Thomas Gravesen, kalder det en enestående præstation, at 'Kongeklubben', som Real Madrid bliver kaldt, står i endnu en finale.
»Klubben er bygget omkring at vinde Champions League, og de er efterhånden blevet et synonym med turneringen, fordi de har vundet suverænt flest titler, og mange historiske øjeblikke fra den største klubturnering i verden er skabt af netop Real Madrid,« siger han til B.T.
Han vurderer, at Real Madrids erfaring og topniveau bliver svært at besvare for Dortmund, men han dømmer dem ikke ude af kampen.

»De har mange spillere, der gang på gang har bevist, at de kan afgøre store kampe. Real Madrid er et ultraprofessionelt mandskab, og hvis de stiller op på 100 procent i aften, skal Dortmund koncentrere sig om at stå imod,« siger han til B.T..
»Men hvis Real Madrid ikke er der på dagen, har Dortmund nogle unge, enormt fysiske spillere, som kan gøre ondt på Real, og de har momentum i turneringen, så jeg vil ikke udelukke dem på forhånd.«
Gravesen holder klart med Real Madrid i aften, men han er ikke på speed dial med ledelsen i klubben, selvom han spillede der i halvanden sæson.
»Jeg har selvfølgelig spillet der, og jeg følger de klubber, som jeg har spillet i. Jeg er også af og til nede og se dem spille og har for nyligt været nede og se det nye stadion.«

»Men jeg har ikke et særligt forhold til personerne i klubben, og det er heller ikke altid, at jeg melder min ankomst og sidder i VIP, når jeg er på stadion.«
Thomas Gravesen har noget ekstra på spil til aftenenens kamp. Han har nemlig indgået et pizza-væddemål med 'ærkedortmunderen' Flemming Povlsen om kampens udfald, men han har ikke en særlig holdning til, hvad der skal på, hvis han vinder.
»Jeg er altædende, så jeg bliver glad, hvis jeg får den gratis fra Flemming.«
Du kan følge aftenens Champions League-finale live på bt.dk.
