Der er ingen over og ingen ved siden af fænomenet Taylor Swift lige nu, og hendes The Eras Tour har kunnet måles på både Richterskalaen og økonomien i de lande, hun har lagt vejen forbi.
Nu forlanger en voksende gruppe af hendes fans, de såkaldte 'swifties', at Taylor Swift bruger sin enorme indflydelse på at melde sig ind i debatten om situationen i Gaza.
I denne uge gav Taylor Swift koncert i Madrid, og her blev hashtagget #SwiftiesForPalestine på kort tid et af de mest populære på det sociale medie X.
Det skriver det amerikanske NBC News.
Flere 'swifties' deler lige nu på sociale medier opfordringer til, at Swift skal tale højt om, hvad der foregår i Gaza som konsekvens af krigen mellem Israel og Hamas.
Taylor Swift har indtil videre ikke sagt noget offentligt om situationen.
Men brugerne på blandt andet X opfordrer lige nu hinanden til at tage skilte eller palæstinensiske flag med til Taylor Swifts koncerter.
Andre deler også, hvordan man kan kan lave venskabsbånd af perler i palæstinensiske farver.
Armbåndene er populære blandt 'swifties' til koncerter, hvor fans laver armbånd og bytter dem med hinanden.
Trenden kan spores tilbage til sangen ’You’re on Your Own, Kid’ fra albummet ’Midnights’, hvor Swift synger: »So, make the friendship bracelets, take the moment and taste it.«
Taylor Swift har ikke kommenteret på opfordringen til at tale om Gaza fra sine fans.