Afsavn til familien og venner, utallige timers ventetid og ringe hotelværelser.
Livet som professionel cykelrytter er ikke en dans på roser fyldt med luksus og glamour.
Derfor har B.T. rakt ud til en lang række danske cykelryttere for at tage en snak om ofringer og udfordringer, man møder i livet på landevejen.
I denne artikel er det med Casper Pedersen fra Soudal Quick-Step, der fortæller om alle de store begivenheder, han har misset, og hvorfor han måske har vænnet sig til det.
Hvad er det største afsavn for dig som cykelrytter?
»Det er helt klart det sociale afsavn, når man er så meget på farten og har så mange rejsedage.«
»Da jeg kom hjem fra Paris-Roubaix 8. april, havde jeg for eksempel kun været hjemme i 20 dage siden nytår.«
»Selvom jeg bor i Danmark nu, så er der rigtig mange dage, hvor man ikke får set sin kæreste og sine venner.«
Er der noget, du savner ved Danmark, når du er væk?
»Jeg kan rigtig godt lide at tage ud og spise med min kæreste, når jeg kommer hjem. Når vi er afsted med holdet, så er det med kok og stram diæt, hvor vi ofte får de samme måltider med pasta og ris. Så når jeg er hjemme, er den første aften typisk, at min kæreste og jeg tager ud og spiser og i biografen, hvis der går en god film.«

Er der en særlig begivenhed, du har misset, der ærgrer dig?
»Ja – begge mine halvsøskendes bryllupper, hvor jeg har været på træningslejr i enten Australien eller Sydafrika.«
»Jeg har også mistet tre af mine bedsteforældre, hvor der har været et uheldigt sammenfald, så jeg ikke har kunnet nå hjem til det. Så der er faktisk ret mange familiebegivenheder, jeg har misset.«
»Det lyder måske mærkeligt, men jeg har rejst meget, siden jeg var ung – dengang meget med banelandsholdet – så jeg har vænnet mig til at leve sådan et liv. Måske er det også en måde at beskytte sig selv på. Ved at vænne sig selv til, at man lever lidt alternativt og prøve på ikke at tage det så tungt.«
Hvad er det bedste ved at rejse så meget, som du gør?
»Det tror jeg helt klart er, at man oplever så mange steder. Så mange forskellige lande og kulturer. For eksempel startede jeg sæsonen i Australien i år, hvor vi var i Adelaide. Efter løbet havde vi en dag, inden vi skulle flyve, så vi tog ud til stranden, fik noget at spise og så solnedgangen.«
»Det var en helt unik oplevelse. For det første at være i Australien og have en dag til at se byen, tage på stranden og spise derude. Det er en oplevelse, der ville koste rigtig mange penge, hvis man skulle tage på ferie, men der er man jo så heldig, at ens arbejde bringer en derhen. Også bare det, at vi fik lov til at se koalabjørne vildt i naturen.«
»Det er bare et eksempel. Mange af de steder jeg har set, er det cyklingen, der har bragt mig derhen. Jeg har også været i Sydafrika, i Hong Kong, i Sydkorea, Colombia, Brasilien og Mexico. Hvor jeg har set sindssygt mange ting, uden at jeg selv er taget derhen på ferie, men det har været en del af karrieren.«

Er der noget dansk mad, du savner, når du er afsted?
»Nej, ikke lige sådan dansk mad. Jeg kan rigtig godt lide at spise indisk eller thai. Jeg kan godt lide wokretter. Så det er nok mest det, jeg savner, når jeg er afsted.«
Har du en guilty pleasure?
»Det er helt klart is. Ben&Jerry's eller noget i den stil.«
»Hvis det skal være rigtig hyggeligt, så kan jeg godt spise en hel bøtte. Men det er sjældent, jeg kan komme igennem den.«
Har du nogen særlige minder, som cykling har givet dig med de her rejser?
»Hvis det ikke er det sportslige, er det helt klart, når jeg har været længst væk. Altså, når jeg for eksempel har været i Australien eller New Zealand. At opleve at være så langt væk hjemmefra, men stadig opleve en kultur, som er relativt europæisk, men hvor naturen er så eksotisk. Det kan for eksempel være, når man ser en kænguru eller en koalabjørn leve vildt i naturen.«
»Det var også en vild oplevelse, da vi var i Seoul. Det var en helt surrealistisk oplevelse at se, hvor stor Seoul er. Det giver et helt andet perspektiv på, hvor lille Danmark og København er.«
Hvordan er det at bo så meget på hotel?
»Det er ret tit dobbeltsidet. Det er ret lækkert, at der bliver redt seng for en og gjort rent for en, og når man skal spise, går man bare ned i restauranten.«
»Det er også bare lidt kedeligt i længden, når man er på hotel. Så finder man ud af, at det også er fedt at være hjemme. At man har sit eget private space, man kan gå ned og handle det, man har lyst til og man ikke er i en hotel-boble. Det er jo ret normalt, at det er luksus at være på hotel, men når man har været det så meget, er det ikke det samme.«
»Min kæreste og jeg har for eksempel talt om tage på en overnatning på et spasted, men så har jeg næsten ikke kunne overskue det, fordi det nærmest er som at møde ind på arbejde igen.«

Har du en dårlig hoteloplevelse, der skiller sig ud?
»Ja, det var for nyligt i Paris-Nice. Jeg forstår ikke, at vi kunne få sådan et hotel, og det påpegede vi også over for arrangørerne, der havde booket det.«
»Det var vitterligt sådan, at du kunne ikke åbne din kuffert inde på værelset, der var fugt i hjørnerne, og vi boede lige ud til en hovedvej. Det er mest sådan et hotel, som lastbilchauffører stopper ind ved for at sove i otte timer.«
»Det var virkelig tarveligt. Der var i øvrigt også kakerlakker.«
Hvor er det første sted dig og din kæreste tager hen, når I har ferie?
»Forrige offseason besluttede vi, at vi skulle på ferie. Jeg havde ikke været på rigtig ferie uden min cykel i seks år, så der tænkte jeg: 'Okay, nu går vi all-in og tager til Maldiverne'. Det var ret ekstraordinært.«
»Jeg har boet i Girona, og jeg har stadig ret stort tilhørsforhold til byen, fordi jeg boede der i tre år. For nylig havde jeg nogle dage mellem løb, hvor jeg skulle træne og hurtigt skulle videre. Så aftalte min kæreste og jeg at mødes i Barcelona og tage til Girona i fire dage. Så kunne vi nyde nogle solskinsdage i stedet for at tage hjem til Danmark. Så Girona er nok vores favoritsted at tage hen.«