Caroline Wozniacki var i smerter, da hun måtte trække sig fra opgøret mod verdensetteren Iga Swiatek ved Indian Wells.

Danskeren døjede med en betændt, blå negl, der forstyrrede danskeren så voldsomt, at hun måtte kaste håndklædet i ringen. Du kan se et billede af den i bunden af artiklen.

Den 33-årige dansker fik endda undervejs boret hul i neglen for at få blod og betændelse ud, og hele den problemerne har forstyrret optakten til turneringen i Miami, der spilles denne uge.

Det fortæller Caroline Wozniacki til TV 2 Sport.

Caroline Wozniacki måtte trække sig fra opgøret mod Iga Swiatek i Indian Wells grundet smerter i sin tå.
Caroline Wozniacki måtte trække sig fra opgøret mod Iga Swiatek i Indian Wells grundet smerter i sin tå. Foto: Matthew Stockman/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Tåen bliver bedre og bedre for hver dag. Men jeg tog et par dage fri for at give den hvile, og den er blevet bedre,« forklarer hun.

Danskeren, der nåede kvartfinalen i Indian Wells og har taget et voldsomt hop på hele 75 pladser på verdensranglisten, skal møde franske Clara Burel i første runde i Miami – en turnering, der foregår i Wozniackis andet hjem, hvor familien holder til.

En kort stund var det usikkert, om Wozniacki ville nå at komme sig til turneringen.

Hun skal i aktion tirsdag aften dansk tid.