I flere dage bed Caroline Wozniacki smerterne i sig, men til sidst blev det alligevel for meget.

En blå negl endte nemlig med at spolere den danske tennisstjernes videre deltagelse ved Indian Wells. Du kan se et billede af tåen nederst i artiklen.

For torsdag aften trak hun sig midtvejs i kvartfinalebraget mod verdensetteren Iga Swiatek ved den prestigefyldte turnering på grund af problemerne med tåneglen.

Og det var endda på trods af, at Wozniacki-lejren havde forsøgt at tage alle midler i brug for at komme problemet til livs inden opgøret, fortæller danskerens bror, Patrik Wozniacki, til B.T.

Caroline Wozniacki havde også problemer med tåen i fjerderundekampen.
Caroline Wozniacki havde også problemer med tåen i fjerderundekampen. Clive Brunskill/AFP/Ritzau Scanpix

»Hun har jo haft denne her blå negl med noget betændelse i flere dage. Caroline er selv i tvivl om, hvornår det opstod, men det var i hvert fald i kampen mod Katie Volynets i tredje runde. Her rykker hun på et tidspunkt lidt i skoen under en duel og slår sin tå, så neglen bliver trykket,« forklarer han og fortsætter:

»De havde boret hul i neglen for at lette trykket. På den måde kunne de få blod og betændelse ud gennem hullet. Men det er smertefuldt. Bare det at have sko på gør ondt.«

Patrik Wozniacki oplyser dog, at tennissøsteren forventer at blive sin skade kvit og være klar til næste uges Miami Open.

Her skal den danske verdensstjerne forsøge at hente flere livsvigtige point til ranglisten.

Caroline Wozniacki trak sig fra torsdagens kvartfinale i Californien efter at have tabt første sæt til polske Iga Swiatek.