Nej tak til 'Vild med dans'!

Selvom TV 2 siden 2005 har haft 198 kendte danskere på dansegulvet, så har en stor del kendisser også sagt pænt nej tak til at være med.

B.T. har forhørt sig rundt i kendis-landskabet – og herunder kan du se et bredt udsnit af kendte danskere, som TV 2 igennem tiden har fået afslag fra.

Morten Resen, iværksætter:

»Jeg er blevet spurgt flere gange tidligere, men har generelt ikke haft den store lyst til hverken at danse, lave mad eller dyste i dette og hint, mens en større skare kigger på. Det er der med garanti andre, der er bedre til og synes er sjovere, end jeg gør. Det kan selvfølgelig ændre sig på et tidspunkt, men p.t. har jeg altså bare ikke haft lyst.«

Tidligere TV 2-vært Morten Resen har ikke lyst til at være med i 'Vild med dans'.
Tidligere TV 2-vært Morten Resen har ikke lyst til at være med i 'Vild med dans'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Keld Heick, musiker:

Hilda Heick svarer på vegne af Keld.

»Keld er blevet spurgt mange gange, og han har sagt nej tak, fordi han ikke er særlig glad for at danse. Han har ikke lyst til at være med.«

Jørgen de Mylius, radiovært:

»Jeg er blevet spurgt for længe siden, men har sikkert været meget kategorisk, for de har ikke spurgt siden. Jeg kan stadig ikke tænke mig at være med.«

Jørgen de Mylius siger kategorisk nej til 'Vild med dans'.
Jørgen de Mylius siger kategorisk nej til 'Vild med dans'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Bertel Haarder, politiker

»Jeg vil gerne danse, men ikke hvis det bliver sendt i tv. Jeg husker ikke, om jeg er blevet spurgt. Jeg tror, jeg blev spurgt og svarede netop sådan.«

Oh Land, musiker:

»Jeg er blevet spurgt en del gange, men tror de har godtaget mit svar og spørger ikke mere. Min begrundelse for at sige nej er, at jeg har været danser og i øvrigt har en skade, der gør, at jeg ikke ville kunne træne intenst.«

Ida Wohlert, tv-vært:

»Jeg er blevet spurgt tidligere, men jeg har takket nej med et stort smil. Jeg synes, det er et hyggeligt program at se, men helst fra sofaen. Jeg kender som regel nogen, der er med, så de får altid en masse stemmer af mig i stedet.«

Ida Wohlert vil helst bare se 'Vild med dans' hjemme fra sofaen.
Ida Wohlert vil helst bare se 'Vild med dans' hjemme fra sofaen. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Gordon Kennedy, skuespiller:

»Jeg er blevet spurgt tre gange i løbet af sæsonerne, men har ikke kunnet. De spørger nok ikke igen.«

Gordon Kennedy tilføjer, at han ikke ved, om han havde lyst til at være med, hvis de spurgte igen.

Torben Chris, komiker:

»Jeg blev spurgt op til anden sæson. Jeg sagde nej, da jeg følte, at jeg ville ende med at blive mere kendt for at være ham fra 'Vild med dans' end for min comedy. Og så er jeg sgu nok også mere til actionprogrammer som 'Fangerne på fortet' og 'Stjerner i trøjen'. Man må sikkert heller ikke danse i en 'Simpsons'-T-shirt hver gang.«

Richard Ragnvald, musiker:

»For nogle år siden var jeg med i en tv-udsendelse med Christiane Schaumburg-Müller, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde pænt nej tak. Havde jeg været 20 år yngre, kunne det godt være, men ikke i en alder omkring de 70 år.«

Jarl Friis-Mikkelsen siger også nej tak til 'Vild med dans'.
Jarl Friis-Mikkelsen siger også nej tak til 'Vild med dans'. Foto: Mathias Eis
Vis mere

Jarl Friis-Mikkelsen, tv-vært:

»Jeg blev spurgt de første 12 sæsoner, men synes ikke dans er min spidskompetence.«

Peter Aalbæk, tv-producer:

»Jeg blev spurgt op til den første sæson Selvom jeg gerne udstiller mine ynkeligheder, så takkede jeg nej for at spare seerne for elendighederne.«

Bubber, tv-vært:

»Jeg er blevet spurgt to-tre gange. Det er ikke lige mig. Jeg kan godt lide, at der er så lidt regler som muligt. Jeg er heller ikke så meget til at blive klædt ud.«

Bubber er ikke så glad for regler – så derfor siger han nej til 'Vild med dans'.
Bubber er ikke så glad for regler – så derfor siger han nej til 'Vild med dans'. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

Pelle Hvenegaard, forfatter:

»Jeg blev spurgt i mange år, men tror de har fanget, at det ikke er noget for mig. Jeg har simpelthen ingen rytme i kroppen, og det har jeg ikke lyst til at udstille på tv.«

Ingen af ovenstående har fået tilbuddet om at være med i vild med dans i år.

Hør seneste udgave af B.T.s podcast 'Det vi taler om' herunder: