Hvis du har højdeskræk, vil denne historie formentlig give et sæt eller to i din krop.

Adskillige klatrere sad nemlig mandag fast på bjerget Yandang i Kina.

Det skriver CNN.

Billeder viser, hvordan klatrerne, som var i færd med at bestige en klatrerute, var fanget på en klippe og klamrede sig til et reb, mens de ventede på at kunne komme videre.

Årsagen var, at klippen var overfyldt, hvorfor klatrerne sad fast i en time.

Wenzhou Dingcheng Sports Development Co., Ltd, som står for klatreruten, erkender, at de lukkede for mange ind på én gang.

»På grund af en fejlvurdering af, hvor mange kunder der ville komme, manglen på effektiv trafikkontrol som for eksempel et billetreservationssystem og mangler i ledelsen på stedet, blev kunderne blokeret og fanget på klatreruten,« har virksomheden forklaret i en udtalelse.

Derfor har man også midlertidigt stoppet billetsalget, mens man udruller et kontrolsystem for besøgende i fremtiden.

Det fremgår ikke, hvor højt oppe de besøgende sad fast.

Men Yandang-bjerget, der ligger nær Shanghai, er 1150 meter højt.

Heldigvis var alle iført hjelm, seler og andet sikkerhedsudstyr.