En større del af Legolands ikoniske miniland er brændt ned natten til onsdag, skriver JydskeVestkysten

Pressechef Kasper Tangsig fortæller til B.T., at ilden sandsynligvis opstod i en elektrisk installation i en legobil, og derfra bredte den sig til en større del af området. 

»Det er en trist dag, når sådan noget sker,« siger pressechefen og tilføjer, at især de medarbejdere, der har brugt timevis på at bygge området, er kede af det.

»Vi har gode kolleger, der har brugt mange timer på at bygge det op og holde det ved lige. Det er mange timers arbejde, der er ødelagt. Så de er noget mærkede af det. Det er vi alle sammen.«

Heldigvis blev branden hurtigt opdaget, og brandvæsenet rykkede ud og fik den slukket, inden den bredte sig yderligere. 

Videoovervågning fra stedet viser, at ilden opstod et bestemt sted i et havneområde, der er bygget op i Lego. 

Det var sandsynligvis en kortslutning i en ladestation, hvor legobilerne lader op om natten, der er skyld i branden. 

Legeland holder planmæssigt lukket onsdag, men dagen bliver brugt til at rydde op efter branden. 

Kasper Tangsig understreger dog, at branden ikke får betydning for besøgende i parken de kommende uger og måneder. 

»Miniland er et meget stort område, og det er en relativ lille del, der er brændt. Derfor kommer det heller ikke til at betyde noget for de besøgende. Det næste stykke tid vil der ikke være noget i det område, men vi skal nok skærme det af og gøre det pænt,« forklarer han. 

Miniland er et område af Legoland, hvor verden er bygget i miniformat. 

Ifølge Legolands egen hjemmeside er området »hjertet i Legoland.« Der er brugt 20 millioner Lego-klodser på området.