Københavns beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V) vil tage førtidspensionen fra rockere.
Det siger han i kølvandet på udgivelsen af TV 2's dokumentar 'Den sorte svane', hvori skjulte videooptagelser viser to Bandidos-rockere udføre kriminelt arbejde, mens de er på førtidspension.
»Det skal man selvfølgelig have bremset,« siger Lütken, som erklærer sig provokeret af optagelserne.
»Hvis man kan finde ud af at begå kriminalitet, kan man også varetage et almindeligt arbejde. Man skal i hvert fald ikke have understøttelse af det offentlige på en førtidspension. Det er til dem, der har brug for og er syge«.
Ifølge TV 2 driver én af Bandidos-rockerne på førtidspension flere virksomheder, som han bruger til blandt andet hvidvask og ulovlig bortskaffelse af forurenet affald.
Over for mediet afviser rockeren gennem sin advokat at have foretaget sig noget af det, der fremgår i dokumentaren.
En anden Bandidos-rocker har efter eget udsagn ikke haft et rigtigt arbejde, siden han var 22 år, men han er en nøgleperson i en stor hvidvaskoperation, som 'Den sorte svane' dokumenterer med omfattende videomateriale. Han har ikke ønsket at udtale sig til TV 2.
Lütken efterlyser nu redskaber til at sammenholde politiets register over personer med rocker- og banderelationer med kommunens register over personer på førtidspension.
Man kan vel godt være tilknyttet en rocker- eller bandegruppering og samtidig ikke kunne arbejde – i princippet?
»Man arbejder jo sådan set, når man er i en bande, for så begår man kriminalitet. Enten handler man med stoffer eller holder vagt for andre, der handler med stoffer – alt sådan noget.«
Lütken siger, at man I Københavns Kommune allerede nu arbejder på at finde ud af, hvilke lovændringer der kan gøre hans forslag til virkelighed.
»Der kunne jeg forestille mig, at vi laver en henvendelse til regeringen i forhold til det her, så det måske kunne komme med i en rocker-/bandepakke eller som noget selvstændigt.«
B.T. har rakt ud til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) for en kommentar.