Der var demonstration tirsdag aften på Den Røde Plads på Nørrebro i København til støtte for Palæstina. 

Konflikten mellem Israel og Palæstina har bragt følelserne i kog verden over, siden den blussede op igen lørdag morgen, hvor Hamas angreb flere steder i Israel. 

Blandt andet angreb man en musikfestival, hvor man indtil videre har optalt 260 døde. På Den Røde Plads var et stort antal folk mødt op med flag, hvor Hizb ut-Tahrir holdt taler. 

B.T. var til stede og nåede at spørge over 20 demonstranter, om de ville fortælle, hvorfor de var mødt op til demonstration. 

Kun én enkelt ville tale med pressen. Hassan svarede beredvilligt på B.T.s spørgsmål. 

Hvorfor er du mødt op på Den Røde Plads i dag?

»Jeg hader Israel meget. Ja, det er derfor, jeg er kommet. Fordi de dræber vores brødre i 80 år. De skal væk israelerne, der er ikke nogen israelere, der skal blive i Palæstina. De skal væk alle sammen.«

Hvad tænker du om de angreb, der startede konflikten fra Hamas, hvor de blandt andet angreb en musikfestival?

»Det var et super angreb. Vi er meget glade for det. Israelerne skal væk fra Palæstina.«

Jeg tror, der er mange, der tænker, at det her er unge mennesker, der er ude til en musikfestival. Har de også fortjent at dø? 

»Alle israelere skal væk. Det er ikke deres land. Det er vores Palæstina.«

B.T. fik også mulighed for at tale med Taimullah Abu-Laban fra Hizb ut-Tahrir. 

Synes du, det er i orden at dræbe unge festivalgæster?

»Kampen foregår med de israelske hærstyrker. Ligesom de danske modstandskæmpere kæmpede mod nazisoldaterne, så er kampen imod hærstyrkerne.«

Men du mener, det er okay, at man slog 260 mennesker ihjel til musikfestivalen?

»Et besat folk har retten til at slå tilbage mod militærstyrker. Mod dem, der besætter dem.«

Du kan læse interviewet og se videoen med Taimullah Abu-Laban her.