To af underholdningsindustriens store ikoner døde i går, men det stopper ikke obskure nyhedssider på nettet i at erklære flere døde. Skuespillerne Harrison Ford og Jeff Goldblum blev i kølvandet på Farrah Fawcett og Michael Jackson også kastet i graven.

Som om det ikke er nok at verden har mistet kongen af pop, Michael Jackson, og 1970'er og 80'er ikonet Farrah Fawcett.
Obskure nyhedstjenester valgte i nat at slå både Indiana Jones - ham selv - Harrison Ford og Jurassic Park skuespilleren Jeff Goldblum ihjel. Nyhedstjenesterne er falske, men flere brugere hoppede i fælden.

Angiveligt skulle Jeff Goldblum være faldet om, mens han filmede i New Zealand. Men Goldblum lever i bedste velgående og er i øvrigt i Los Angeles. Det samme gælder Ford, som ifølge de falske nyheder forsvandt på sin båd ved den franske riviera.
Rolig, Ford er helt okay og kan stadig svinge pisken ifølge sin talsmand, skriver NY Daily News.

Det er ikke første gang at nyhedssider har manglet noget at skrive om. I 2006 døde Tom Hanks falskt og i 2008 var det Tom Cruise's tur. De lever - efter vores research - stadig.

Twitter om døde

En af årsagerne til hysteriet er de nye netværkssider som Twitter og Facebook. Mange brugere havde i nat læst om Ford og Goldblums påståede død, og opdaterede deres profil med den nyhed. Så spreder det sig.

Skuespilleren Demi Moore var en af dem, som blev forvirret.

- Jeg har lige hørt, at Jeff Goldblum også er død. Er der nogen som kan bekræfte det? Skrev Demi på sin Twitter ved 01-tiden i nat.

Og få timer senere:

- Jeg synes det er afskyeligt, at disse sider smider falske rygter ud om folk der dør, bare for at få mere trafik, skrev hun ved 05-tiden imorges.