Jakob Fuglsang hører niveaumæssigt til lige under de største stjerner, men Giro d’Italia-rytteren har aldrig overvejet at dope sig i forsøget på at overgå Chris Froome og kompagni. Michael ’Kyllingen’ Rasmussens snyderi og fald i 2007 blev en lærestreg.
Sprøjt forbudte stoffer ind i kroppen og få mere succes, end du ellers ville være kommet i nærheden af. Doping frister professionelle udøvere i udholdenhedsidrætsgrene som langrend og cykling, fordi det forbedrer præstationen betragteligt.
Cykelsporten især slæber rundt på den ene skandale efter den anden med ulovlige stoffer som EPO, der øger produktionen af røde blodlegemer og dermed musklernes maksimale iltoptagelse. Der har været så rigeligt med eksempler på ryttere, som har snydt sig til kys fra podiepigerne, pengepræmier og prestige.
Jakob Fuglsang er ikke en af dem, lover han. Og den 31-årige dansker har heller aldrig følt sig fristet til at fylde ulovligt brændstof på kroppen, selvom han drømmer om præcis det samme som alle de andre ryttere på hylden lige under de allerstørste etapeløbsryttere som Chris Froome (Team Sky), Nairo Quintana (Movistar) og Alberto Contador (Tinkoff). Nemlig at vinde en Grand Tour.
Inden begyndelsen på det igangværende Giro d’Italia, som Jakob Fuglsang deltager i for første gang i karrieren, indvilligede Astana-danskeren i et interview om doping og den mulige fristelse for ulovlige stoffer i jagten på den øverste podieplacering. Et interview, der ikke bygger på nogen mistanke mod danskeren, men mere det faktum, at Fuglsang med 5-10 procent mere i tanken kombineret med lidt held måske ville have dét, der skal til, for at køre hurtigere end de største kanoner. Procenter, som ganske sikkert kunne hentes ved at dope sig systematisk.
Fuglsang afviser hurtigt, at han har været fristet til den slags.
»Det har jeg egentlig ikke. En af grundene til det har nok været, at det lige siden dengang, jeg kom på landevejen (Fuglsang har en fortid som succesfuld mountainbike-rytter, red.), er gået over min egen forventning - måske fordi, at jeg nogen gange sætter mit eget lys under en skæppe. Derfor har der ikke været brug for det,« siger Jakob Fuglsang, der ikke ville have moralen til at omgås reglerne.
»Jeg tror ikke, at jeg ville kunne sove om natten. Der er masser af andre steder, hvor du kan forbedre din præstation uden at snyde - kosten, din træning og så videre.«
Fuglsang siger, at han aldrig er blevet tilbudt doping i sin karriere. Med indførelsen af det biologiske pas og strengere regler og straffe er det umiddelbart blevet lettere at opdage snyderne, som virker til at være faldet i antal inden for de seneste 10-15 år - i hvert fald udadtil. Det er netop i den periode, at Jakob Fuglsang er vokset som rytter, og da han boede i Italien i starten af sin karriere, gjorde én oplevelse især indtryk på den på det tidspunkt unge rytter.
Michael ’Kyllingen’ Rasmussen lå i 2007 til at vinde Tour de France, men han blev trukket ud af løbet af sit eget hold, Rabobank, der mistænkte ham for at have løjet om sine opholdssteder inden den franske rundtur, hvilket gjorde det sværere for doping-kontrollanter at finde ham. Rasmussen fik siden hen en to-årig karantæne for at være udeblevet fra tre doping-kontroller og indrømmede i 2013, at han havde kørt på krudt og kanyler dengang og i størstedelen af sin karriere i øvrigt.
For unge Fuglsang var det barskt at være på første række til Rasmussens fald fra toppen af Touren.
»Jeg så jo, hvordan det kunne gå, hvis man snød. Selvom nogen siger, det kunne være en opfordring til at tage doping, vil jeg sige snarere tværtimod. Det var en lærestreg: Hvis du bliver fanget, mister du alt, og dine resultater er ikke noget værd længere. Det var måske den bedste lære, som jeg overhovedet kunne få,« siger Jakob Fuglsang.
Fuglsang og Rasmussen trænede sammen og var tætte på hinanden dengang. Fuglsang boede på et tidspunkt i Michael Rasmussens kælder, mens ’Kyllingen’ rejste om på den anden side af de østrigske bjerge til den blodcentrifuge, som han havde købt anpart i. Rasmussen beskriver episoden i sin bog ’Gul Feber’ og skriver i samme ombæring, at Fuglsang intet anede om det. Noget, som Fuglsang også selv har fastholdt efterfølgende.
Bjarne Riis, som fik Fuglsang under vingerne på Saxo Bank i 2009, syntes ikke, det var nogen god idé, at Fuglsang trænede med karantæneramte Rasmussen. Så han tog en ’stille og rolig snak’, som Riis formulerede det, med Fuglsang, om det problematiske ved forholdet. Faktisk var det først, da Michael Rasmussen tog en stor del af æren for Fuglsangs udvikling i et interview med Ekstra Bladet i 2010 og i samme ombæring kaldte Fuglsangs råd fra andre ’hjælpeløse og håbløst amatøragtige’, at Fuglsang brød med ’Kyllingen’.
»Det var en stor dråbe,« sagde Fuglsang om Rasmussens udtalelser, som gjorde ham godt sur.
Vender vi tilbage til nutiden og snakken om doping-fristelsen, blev træningsmakkerens snyderi paradoksalt nok en tungtvejende grund til, at det ikke var attraktivt for Fuglsang at snyde sig bedre - selvfølgelig kombineret med de moralske skrupler og de helbredsmæssige farer, som er forbundet med doping. Fuglsang foretrækker med gigantisk margin at køre rent og være stolt af de resultater, som han kan opnå på den måde.
»Jeg vil hellere køre 10-15 år på cykel med hæderlige ræs i ny og næ som en tredjeplads i Schweiz Rundt eller en syvendeplads i Tour de France (Fuglsang blev nummer syv i 2013, red.). Jeg kan køre hele min karriere, og jeg kan tjene gode penge på det i forhold til at stå på toppen af podiet med en dårlig smag i munden og så risikere at få det hele frataget. Det er jo ikke kun korthuset i din cykelverden, der vælter, men også i livet.«
Fuglsang kender udemærket til higen efter gode resultater og har også til tider været frustreret over, at han relativt sjældent får lov at køre sin egen chance på Astana, som råder over stærke ryttere som Vincenzo Nibali og Fabio Aru. Det er blandt andet her, at der måske kunne ligge en doping-fristelse for Fuglsang, for med endnu bedre udholdenhed kunne han måske overgå de nævnte ryttere på et mere konstant niveau.
Sådan ser Fuglsang ikke på det - han undrer sig over, at andre falder for de medicinske fristelser.
»Jeg har svært ved at forstå, hvorfor personer, som kommer fra ressourcestærke lande som Danmark eller Spanien, tager risikoen og snyder og kan se sig selv i øjnene efterfølgende. I de lande er der mulighed for at lave noget andet og leve et godt liv på anden vis. Hvis du nu for eksempel bor i Rusland, og din fremtid er i farens kartoffelmark til 500 rubler om måneden, kan fristelsen måske være der til at komme ud af den tilværelse og leve som en baron ved at snyde,« siger han og fortsætter:
»Mit mål er ikke at blive nævnt i historiebøgerne, når jeg stopper min karriere. Jeg tjener en fin løn, og det er mere vigtigt, at jeg har det godt.«
Fuglsangs eget hold, Astana, har været ramt af flere doping-sager inden for de seneste år. I 2014 overvejede den internationale cykelunion UCI nøje, om Astana skulle tildeles en World Tour-licens for 2015-sæsonen, fordi flere Astana-ryttere var blevet snuppet med fingrene i doping-krukken - blandt andre Fuglsangs tidligere holdkammerat Valentin Iglinskij, som det kasakhiske hold selv fyrede efterfølgende.
Fuglsang valgte at blive på Astana, som han har kørt for siden 2013. Uden at have været fristet af doping dér eller tidligere i karrieren.
Disse danskere har indrømmet, at de benyttede sig af doping i deres aktive karrierer.
Per Pedersen (1999)
Kørte fire udgaver af Tour de France og indrømmede at have benyttet sig af stoffet kortison.
Brian Holm (2002)
Den nuværende sportsdirektør på Etixx-Quickstep erkendte i sin bog ’Smerten Glæden’ at have dopet sig. I 2007 fortalte Holm videre, at han brugte EPO to gange på Team Telekom.
Jesper Skibby (2006)
Ganske som Brian Holm indrømmede den stort set altid muntre Skibby at have brugt ulovlige stoffer. Det gjorde han i sin selvbiografi.
Michael Kyneb (2007)
Kyneb, der blandt andet deltog ved VM på landevej i 1998, brugte EPO i 1990’erne.
Bjarne Riis (2007)
Den vel nok mest kendte rytter med dansk pas vandt Tour de France i 1996 - på EPO. Indrømmede det foran hele verdenspressen. Har også et blakket ry som holdejer.
Bo Hamburger (2007)
Hamburger erkendte at have været lige lovlig kreativ med præstationsfremmende midler i årene 1995-1997.
Michael Rasmussen (2013)
Væksthormon, EPO, bloddoping, testosteron, insulin og kortison. Over en 12-årig periode. Michael Rasmussen lagde ikke skjul på noget i sin bog ’Gul Feber’.
Rolf Sørensen (2013)
Rolf Sørensen var ligesom de andre ryttere fra 1990’erne ingen undtagelse - han benyttede sig af kortison og EPO.
Nicki Sørensen (2015)
Indrømmede første gang over for BT, at han var dopet i den første del af sin karriere.
Frank Høj (2015)
På direkte TV2-tv erkendte Frank Høj, at han prøvede EPO i en periode af sin karriere.
