Nummer 19 på verdensranglisten, men der er langt til den absolutte top. Derfor er målsætningen ikke en medalje, men en plads blandt de 10 bedste.
Peter Riis Andersen.
Født: 25. juli 1980.
Disciplin: Mountainbike.
Klub: Århus Mountainbike Klub.
Største resultater: 29 til VM i 2003, bronze ved U23-EM 2001.
Er stadig forholdsvis ung og kan bruge dette OL til at lære.
Medalje er ikke realistisk for Peter Riis Andersen.
Frank Høj.
Født: 4. januar 1973.
Disciplin: Landevej og enkeltstart.
Klub: Team CSC.
Største resultater: Seks ved OL 2000, 15 ved VM 2003, dansk mester 1998, nummer to i Paris - Bruxelles 2000.
Efter de flotte indsatser i forårets klassikere ligner Frank Høj kaptajnen for det danske OL-hold og dermed den, der har den bedste mulighed for en topplacering. Blev nummer seks ved sidste OL og kan forbedre det resultatet, hvis alt går godt. Er også med i enkeltstart, hvor muligheder dog ikke er så store.
Bo Hamburger.
Født: 24. maj 1970.
Disciplin: Landevej.
Nuværende hold: Acqua & Sapone.
Største resultater: VM-sølv 1997, vinder af halvklassikeren Flêche Wallonne 1998, en dag i den gule førertrøje i Tour de France 1998, nummer 13 samlet i Tour de France 1996, vinder af ottende etape af Tour de France 1994.
Der var stor ballade om Hamburgers OL-udtagelse, da DCU ikke ønskede ham med på grund at høje blodværdier fra VM 2003. DIF overtrumfede dog DCU. Hamburger kørte et flot VM sidste år, men har ikke vist det store siden. Spørgsmålet er, hvordan balladen op til OL har påvirket ham, og hvilken rolle han får på holdet.
Benene kan stadig være stærke nok til at være med helt fremme.
Lars Michaelsen.
Født: 13. marts 1969.
Disciplin: Landevej.
Hold: Team CSC Største resultater: Vinder af Gent-Wevelgem 1995, vinder af første etape i Spanien Rundt 1997, nummer 12 til VM 2002, nummer fem i Paris - Roubaix 2002.
Lars Michaelsen er med til sit fjerde OL, men må nok erkende, at han får en rolle som hjælperytter.
Her kan han med sin store rutine være en uvurderlig støtte til et godt dansk resultat, men måske kan han også overraske og være med fremme, hvis favoritterne lurer for meget på hinanden.
Christian Poulsen.
Født: 18. september 1979
Disciplin: Mountainbike.
Klub: Kolding Bicykle Club
Største resultater: 19 ved EM i 2003.
Christian Poulsen har været plaget af en knæskade op til OL og har kæmpet for at finde topformen.
Rammer han den, kan ham ende blandt de 15 bedste, men der vil være et stykke til medalje.
Michael Rasmussen.
Født: 1. juni 1974.
Disciplin: Landevej.
Hold: Rabobank.
Største resultater: Vinder af syvende etape af Spanien Rundt 2003, vinder af sjette etape af Dauphine Liberé 2004, nummer 14 samlet i Tour de France 2004.
Var blandt verdens allerbedste mountainbikeryttere, inden han skiftede til landevejen. Her hører han også til i verdenstoppen, men umiddelbart ser OL-ruten ikke ud til at passe den danske bjergrytter. Kan derfor komme til at udfylde en rolle som hjælper.
Nicki Sørensen.
Født: 14. maj 1975.
Disciplin: Landevej.
Hold: Team CSC.
Største resultater: Dansk mester 2003, nummer 20 sammenlagt i Tour de France 2002.
Kom med til OL efter afbud fra Jakob Piil. Kommer givet til at få en rolle som hjælper, da endagsløb i forholdsvist fladt terræn ikke hører til blandt Nicki Sørensens specialiteter.





















