Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard undrede sig, da hun tidligere på ugen pludselig modtog en sms med en lang undskyldning.

Afsenderen var Enhedslistens frontfigur, Pelle Dragsted.

Undskyldningen kom som en reaktion på B.T.s afsløring af, at Dragsted stod og råbte slagord mod Pia Kjærsgaard, lige efter hun blev overfaldet på Nørrebro i 1998 og havde søgt tilflugt i en bank.

Noget, som Pelle Dragsted har holdt hemmeligt i de 26 år, der er gået siden overfaldet. Se interviewet med Pelle Dragsted om sagen her: 

Dragsted deltog ikke selv i overfaldet, men var en del af råbekoret med de mange andre demonstranter, der forsamlede sig ude foran den bank, hvor Pia Kjærsgaard havde søgt tilflugt for at undgå flere tæsk.

I sms'en til Pia Kjærsgaard forklarede Pelle Dragsted sig, efter B.T. havde kontaktet ham for at få et interview. 

»Han skrev, at jeg formentlig ville blive kontaktet af B.T., at han var en del af råbekoret i 1998, og så undskyldte han for det miljø, som han var en del af dengang. Men altså, den sms har han kun sendt, fordi I har ringet til ham,« fortæller Pia Kjærsgaard.

Hun siger, at selv om Pelle Dragsted er et andet sted i dag, kan han ikke løbe fra sin kriminelle fortid som del af det »hardcore autonome miljø.«

Men hun siger også, at hun gerne vil videre fra det, der skete i 1998.

Tilgiver du Pelle Dragsted?

»Jeg ved ikke, om jeg tilgiver ham. Det er måske et lige stort nok ord. Men altså, vi skal bare videre. Vi kan ikke gå som kolleger og lure på hinanden,« svarer Pia Kjærsgaard og tilføjer:

»Men jeg undrer mig lidt. Vi har begge vidst, at historien har ligget der et stykke tid, og modsat ham ville jeg nok selv have sagt det. I stedet for at vente på at historien kommer ud. Det ville have været bedre, hvis han selv havde sagt det.«

Dansk Folkeparti-nestoren har været åben om, hvor ubehageligt overfaldet i 1998 var for hende.

24. marts 1998 var Pia Kjærsgaard egentlig på vej til et radiointerview på Nørrebro i en taxa. Men pludselig flåede en mand døren til taxaen op og slog hende.

Kjærsgaard fik tvunget døren i igen og søgte derefter tilflugt i Unibank på Nørrebrogade. Her gemte hun sig i en time, før kampklædt politi kom hende til undsætning og eskorterede hende ud.

Imens stod Pelle Dragsted og hans autonome kampfæller og råbte ad hende. Der blev også kastet æg, tomater og sten efter Kjærsgaard.

Episoden står stadig klart for Pia Kjærsgaard her 26 år senere, fortæller hun.

»Selvom det er så mange år siden, kan jeg stadig beskrive det sekund for sekund, fordi det var så voldsomt. Det var både råbekoret, som Pelle Dragsted var en del af, det var hundeglam, og det var politisirener,« siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

»Jeg takker min Gud for, at jeg fandt ind i en bank, hvor dørene kunne låses. Hvis det havde været en købmandsbutik, som jeg var søgt ind i, tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket.«

Kjærsgaard fortæller, at hun stadig bliver påvirket den dag i dag, når hun skal tale om overfaldet.

Dengang i 1998 frygtede Pia Kjærsgaard for sit liv i en sådan grad, at hun fandt en kniv i en køkkenskuffe inde i banken – og hun var klar til at forsvare sig med den, hvis det var nødvendigt.

»Man opdager en side af sig selv, som man ikke kender. Jeg var helt rolig i øjeblikket. Det var først senere, at reaktionen kom. Jeg var fuldstændigt kold overfor, at de var mange flere end mig, men jeg tænkte, at hvis de kom ind i banken, skulle det ikke blive uden kamp. Derfor fandt jeg en kniv i en køkkenskuffe. Jeg var klar til at bruge den,« siger Pia Kjærsgaard.

Herunder kan du se hele indslaget fra 1998: