Coronavaccine fra AstraZeneca tages af markedet i hele verden efter sager med blodpropper.

Medicinalfirmaet AstraZeneca har besluttet at indstille al salg af coronavaccinen Vaxzevria.

Det skriver den britiske avis The Telegraph tirsdag.

Vaccinen vil blive taget af markedet i hele verden.

Har du fået AstraZeneca-vaccinen og oplevet problemer? Så hører B.T. gerne fra dig på mail 1929@bt.dk.

Den blev i sin tid udviklet af svensk-britiske AstraZeneca i samarbejde med forskere fra Oxford University.

Vaccinen var blandt de første, der blev taget i brug under coronapandemien.

I Danmark blev brugen af den dog indstillet, efter at det kom frem, at den i sjældne tilfælde kunne forårsage alvorlige blodpropper.

Ifølge virksomheden har det dog ikke haft noget at sige for beslutningen om at tage vaccinen af markedet.

Det skyldes i stedet kommercielle overvejelser, lyder det.

Ifølge AstraZeneca produceres vaccinen ikke længere. Den er i stedet blevet erstattet af vacciner, der kan bruges mod nye varianter af covid-19.

Allerede tilbage i marts ansøgte virksomheden om at trække vaccinen fra markedet i EU.

Fra tirsdag vil den ikke længere kunne bruges inden for unionen.

Lignende ansøgninger vil nu blive sendt til myndigheder i Storbritannien og andre lande, hvor vaccinen er godkendt, skriver The Telegraph.

/ritzau/