Det store Eurovision-show står for døren, men i år fylder en stor konflikt måske lige så meget som showet.

Nemlig konflikten mellem Israel og Palæstina, der har fået tusindvis til at kræve Israels udelukkelse fra showet.

Det er ikke sket, hvorfor der er arrangeret flere demonstrationer i Eurovision-værtsbyen Malmø, blandt andet torsdag 9. maj. Og her vil der også være dansk deltagelse.

Nemlig i form af Enhedslisten, som sender bus afsted til Sverige torsdag.

Enhedslisten Skanderborg skriver følgende i et Facebook-opslag:

»De 4 Enhedslisten-afdelinger i Aarhus har sponsoreret en bus, så vi kan deltage i demonstrationen. Vi regner med at køre fra Aarhus cirka 8.40 og være hjemme igen senest midnat.«

Demonstrationen torsdag vil vise, at »vi står sammen i solidaritet med det palæstinensiske folk, og at Israel IKKE er velkommen i Malmø!«.

Og derfor kræver demonstrationen, at Eurovision udelukker Israel fra showet.

Helt generelt forventer arrangørerne af Eurovision et enormt politisk pres i år på grund af krigen i Gaza.

Også kunstnere fra deltagende nationer, herunder Danmark, Finland og Island, har lagt pres og opfordret til et Israel-boykot.

Derfor er det helt store sikkerhedsnet også rullet ud, mens man forventer op mod 40.000 demonstranter i Malmø i forbindelse med showet, skriver DR.

Eksempelvis går politiet rundt med store automatrifler i bybilledet.

European Broadcasting Company (EBU), som står for Eurovision, har slået fast, at Israel er velkomne i showet.

»Det er en konkurrence for tv-selskaber, ikke regeringer, og det israelske tv-selskab har deltaget i 50 år«, lyder det fra EBU.