B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.

I denne uge TV 2s populære vejrvært Peter Tanev, som har en særlig grund til at savne Irma og har et svagt punkt for ét område af supermarkedet.

Til hverdag handler jeg altid i…

»Jeg kan jo ikke sige Irma mere. Men når man er gammel Irma dreng, så har man bare et svagt hjerte for det. Jeg arbejdede og sad i kassen der i de unge år, så det blev en del af mig.«

»Samtidig kunne vi godt lide at handle i vores lille lokale Irma nede for enden af Classensgade (Østerbro i København, red.), så den var der et forhold til.«

»Nu er den væk, så det må det blive Spar. Der er en lille Spar købmand nede ved os, og det er et klassisk sted, hvor vi handler og i øvrigt også når vi er i sommerhus i Liseleje, hvor der er to Spar butikker.«

»Det er i høj grad styret af praktikken, for jeg har ikke noget specielt forhold til kæder på den måde, og vil også sige, at når vi er i sommerhus, gør vi det selvfølgelig også for at støtte den lokale købmand.«

Hver uge handler jeg for cirka…

»Jeg tror, at vi handler for 1.500 kroner. Plus minus. Udover os voksne har vi to unge grovædere, to store piger, som koster. Så der ryger lidt ekstra oveni.«

Peter Tanev med døtrene Ella og Rose. Grovædere kalder han dem.
Peter Tanev med døtrene Ella og Rose. Grovædere kalder han dem. Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix
Vis mere

I mit køleskab finder du altid…

»Spidskål. En spidskålsalat kan stort set gå til alt, og når man nogen gange prøver at holde sig fra kulhydrater, så er det meget rart at kunne lave en hurtig salat.«

»Så sådan en gang spidskål med avocado og lidt feta, og så har man en salat, som mætter godt.«

»Derudover er der også altid chili. Det er mit ketchup. Der kan næsten komme chili på alt.

Og så er der selvfølgelig altid mælk, græsk yoghurt, æg og smør.«

Når jeg går i supermarkedet, impulsshopper jeg næsten altid…

»Det gør vi, vil jeg sige. Men det gør jeg også selv.«

»Vi kan sagtens gå ind i et supermarked og sige, at vi bare lige skal have mælk og en pose kartofler, og så går vi ud og har købt for 1.200 kroner.«

»Det er jo en blanding af impuls og hvis noget er på tilbud. Så hvis man plumper i, kan det være, hvis den gode vin lige er på tilbud.«

»Der ryger næsten altid noget med, og som regel også ovre i den søde eller den saltede ende. Chips eller slik typisk.«

»Men det kunne også være, at man ikke lige havde tænkt over, at den elkedel vi havde, var grim eller skulle skiftes ud, og så falder man over én. For mange supermarkeder har jo både elektronik-, boligafdelinger og alt muligt, og så er det jo ret let at ryge ind i et impulskøb af en eller anden art.«

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge penge på…

»Mener du så aldrig? Det er i hvert fald meget meget sjældent, at vi bruger penge på færdigretter, og det er lige før, at du godt kan få mig til at sige, at jeg aldrig bruger penge på en frysepizza. Og frosne færdigretter i det hele taget.«

Arkivfoto af Peter Tanev og hans kone Anna, som er noget mere fornuftstyret i supermarkedet, end han selv er.
Arkivfoto af Peter Tanev og hans kone Anna, som er noget mere fornuftstyret i supermarkedet, end han selv er. Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mit forhold til tilbudsvarer er…

»Altså mit forhold er, at jeg godt kan stå i lang tid ved den der trådkurv, hvor der ligger varer, der enten er udløbet eller har masser af gule mærkater på.«

»Jeg tror, at min kone er noget mere målrettet, men jeg kan sagtens impulskøbe ind over et tilbudskøb. Sådan noget jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Men det er på tilbud, så nu køber jeg det, både fordi det er billigt, og fordi jeg pludselig mener, at jeg har brug for det.«

»Jeg tjekker ikke tilbudsaviser, men det er i supermarkedet, at jeg bliver fanget af tilbuddene. Så snuser jeg lidt rundt efter, hvad der er på tilbud.«

»Så jeg kan godt skifte fra svinekød til oksekød i madlavningen, hvis der er tre pakker for 100 kroner af den ene eller anden. Men kaffe går jeg næsten altid hen og tjekker, om et af de mærker jeg drikker, er på tilbud.«

Mit favoritsupermarked er…

»Jeg tror faktisk igen, at det bliver Spar, for jeg handler virkelig meget i Spar. Både fordi det er tæt på derhjemme og i sommerhuset.«

»Oppe ved sommerhuset ligger der to virkelig velassorterede Spar-butikker, som har specialiseret sig i at servicere sommerhusgæsterne, så de har et meget anderledes sortiment end den lille Spar, vi har i Classensgade. Den redder så til gengæld tit og ofte én i hverdagen.«

Når Peter Tanev har fri, tilbringer han så meget tid som muligt sammen med familien i sommerhuset i Liseleje.
Når Peter Tanev har fri, tilbringer han så meget tid som muligt sammen med familien i sommerhuset i Liseleje. Foto: Jeanne Kornum/Ritzau Scanpix
Vis mere

Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i…

»Så snobbet eller kræsen er jeg ikke. Men hvis jeg skulle nævne et supermarked, som jeg meget sjældent sætter mine ben i, så er det Rema 1000.«

»Jeg kan ikke rigtig konkretisere, for der er ikke nogen speciel grund til det. Jeg tror mest af alt, at det er på grund af vane og den slags.«

Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert…

»Hvis jeg lige nu skulle imponere nogle gæster, så ville jeg købe ind til en forret, som skulle være stenbiderrogn, til hovedret en omgang blåmuslinger og til dessert en god vaniljeis og købe ind til at bage en chokoladekage ved siden af.«

»Så først stenbiderrogn med creme fraiche og finthakkede rødløg, muslingerne med et godt opkog med grøntsagerne nede i noget hvidvin, fløde og chili og så runde af med en god vaniljeis og hjemmebagt chokoladekage.«

Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt…

»Hvis jeg virkelig skal lave hurtig mad, så putter jeg hakket oksekød, spidskål eller kål, peberfrugt, lidt forårsløg i kurven, og så har jeg til en rigtig god ret.«

»Vi kører hardcore grøntsager her i familien, det er mest af alt min kone, der helst vil have ris eller kartofler til tingene. Mig og pigerne kan godt spise bare med grøntsagerne.«

»Så bruner man lige kødet, svitser kålen og de forskellige grøntsager, og hele finessen er så at tilføje soja eller fiskesauce, og så får det en lille smule asiatisk smag plus, at du får det salte får du får fra sojaen og fiskesaucen.«

»Det er den hurtigste ret. Den kan man nemt tilberede på under 25 minutter, vil jeg vove at påstå.«

Hvis jeg skulle preppe, ville jeg fylde skabet op med…

»Jeg er ikke én, der går op i prepping. Det er nok mere, når – apropos det med tilbud – kaffen eller den rigtige rødvin er på tilbud, at vi fylder op. Men det er ikke med henblik på prepping.«

»Men skulle jeg gøre, skulle det selvfølgelig være noget, der var holdbart, så det skulle være baked beans.«

»For dem kan man både spise til morgenmad, frokost og aftensmad. Også kolde.«

Fik du læst: