Der har været masser af dem i hans liv. Vendepunkter, som altid startede med et opkald, og én der spurgte, 'kunne du tænke dig?' - og han gled med, sagde 'ja, hvorfor ikke'.
Men ét opkald ændrede alt. Fik ham til at disrupte sit liv. Privat og professionelt.
»Jeg havde bare haft så travlt i så mange år, at jeg ikke engang nåede at lære min far at kende, og nu var han væk,« siger Felix Smith om i 2021 at miste sin far. En begivenhed, der førte en kaskade af livsændringer med sig.
»Et skelsættende år,« kalder han det da også selv.
For ikke alene blev Felix Smith skilt fra Marie – som han har to sønner med – efter 15 år. Efter 20 år, hvor han næsten non stop var på skærmen og var en af de mest populære værter, vinkede han også farvel til tv.
»Jeg var nødt til at spørge mig selv, hvad har DU egentlig lyst til,« forklarer Felix Smith om dét, der blev hans livs største vendepunkt.
Selvom han er blevet 47 år gammel, er det drengede udseende stadig intakt. Nu sidder han ved spisebordet i dén lejlighed i Gentofte, som han efter skilsmissen flyttede ind i. Drikker af kaffen. Smiler. Som altid.
»Lige dernede går drengene i skole,« siger han om sønnerne Theodor på 15 og Arthur på 10 og peger i retning af Gentofte Sø.
»Og dér,« fortsætter han og peger mod en gulstensbygning få hundrede meter derfra, »bor Marie«. Vi er stadig en familie, stadig gode venner og spiser sammen hver uge.«
Spoler vi tiden tilbage, var Felix Smith en lidt rodløs ung fyr på 21 år, da han stod i baren på comedyklubben Comedy Zoo i indre København. Få år forinden havde han troet, at han skulle være ejendomsmægler.
»Men det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort,« erkender han med et grin om fejlskuddet og beskriver sig selv som »en fyr med krudt i røven«.
Bartjansen var bare en måde at hive huslejen hjem på. Indtil én af komikerne – som i dagtimerne arbejdede på den tids hotteste radiostation The Voice – ringede og spurgte, om Felix Smith ikke lige kunne hjælpe på radioen nogle timer midt på dagen.
Han sagde ja og indledte dermed den karrierespiral, der skulle føre til, at han blev en mega populær radiovært på The Voice og få år senere headhuntet til TV 2 som vært på ungdomsprogrammet 'Rundfunk'.
»Så var jeg pludselig tv-vært,« siger han og smiler. Stadig lidt undrende over sin skæbne.
Efter halvandet år ringede DR og tilbød ham job på P3 og en fast kontrakt, som han i en årrække blev i, mens han servicerede både lytterne og seerne med alt fra 'Talent', 'Danmarksindsamling' til 'Dansk Melodi Grand Prix'. Indtil TV 2 i 2011 ville have ham tilbage som fast underholdningsvært.
Og pludselig var der gået næsten 25 år. Med at telefonen ringede og nogen spurgte, om han ikke kunne tænke sig. Og han sagde ja, hvorfor ikke.
»Det var aldrig min plan, at jeg skulle være tv-vært,« siger Felix Smith og trækker på skuldrene.
»Jeg har aldrig tænkt en karriereplan, har aldrig taget en uddannelse, for det nåede jeg heller ikke. Så jeg havde aldrig rigtig fundet ud af, hvad jeg egentlig ville.«
»Men jeg har været privilegeret og haft mulighed for at lave en masse ting. Bare uden egentlig at føle efter, om det var noget, jeg havde lyst til.«
»Derfor er det blevet til næsten 30 forskellige tv-programmer på forholdsvis kort tid. Jeg var her og der og alle vegne. Men uden retning. Uden overhovedet at mærke efter 'hvad fanden er det egentlig, du vil?'.«
Og det var dér, hvor opkaldet om faderens død kom ind i billedet.
Felix Smiths forældre blev skilt, da han var bare tre år gammel. Og hans far valgte, kort efter skilsmissen, at emigrere til Australien.
»Der boede han stort set hele mit liv, så jeg nåede aldrig at kende ham særlig godt.«
Selvfølgelig så de hinanden. Men der var langt imellem.
Så da Felix Smith i 2021 over telefonen fik at vide, at hans far var død, var det ikke kun sorg han følte. Oveni kom også tankerne. Alle dem, han i årevis havde skubbet fra sig.
At han havde haft så travlt med at sige ja, at han blandt andet aldrig havde nået at lære sin far at kende.
»Men når en forælder dør, bliver du også mindet om, at du er 'next in line'. At så meget liv er der heller ikke tilbage,« siger han og fortsætter:
»Han nåede jo ikke at blive mere end 70. Så hvis jeg også skal afsted om 20 år, skal jeg lige finde ud af, hvad næste kapitel skal være.«
»Jeg siger ikke, at jeg skal dø, når jeg er 70, men det er jo de tanker, man får. Man bliver mindet om, at på et eller andet tidspunkt slutter det, og hvis du skal nå at lave noget, hvor du har selvbestemmelse i eget liv, så er det nu.«
Og selvbestemmelsen gjaldt også privatlivet.
»De 15 år, hvor Maria og jeg var sammen, handlede jo meget om at få børn, og at jeg var på arbejde. Jeg havde så travlt i så mange år, at jeg stort set aldrig var hjemme.«
»Vi havde et hus for enden af en villavej ude i Hareskoven, og det var der sådan set ingen af os, der gad. Det var bare endt sådan. Og så havde vi ikke haft tid til at gøre noget ved det,« beskriver Felix Smith den trummerum, som parret var landet i.
Som de nu besluttede at springe ud af. Hver for sig.
En beslutning de var fælles om. Enige om.
»Det er aldrig fedt at blive skilt. Heller ikke for børnene,« erkender Felix Smith. Men ved, at de alle er landet et godt sted. At det var den rigtige beslutning.
Ligesom farvellet til rollen som populær tv-vært var det.
Han lader sig ikke mærke med det. Men interviewet har en stram bagkant. Felix Smith skal videre.
Efter at han i 2021 vinkede farvel til værtsrollen, har Felix Smith kastet sig ud i en række projekter.
Han har designet tøj til hundeluftere. Har lært at sejle, købt båd og sammen med en ven startet en YouTube-kanal om processen. Har taget licens, så han kan køre racerløb og står sammen med en anden ven bag en Formel 1 podcast.
Fylder sit liv med alt det, som HAN elsker. Som han selv er herre over.
Men så var der én, der spurgte 'kan du ikke lige hjælpe?'. Og det er derfor, at Felix Smith har en bagkant.
»Som alt muligt andet i mit liv, kom det ind fra højre. Så fikser vi lige det,« griner han – mest af sig selv – om efter 25 år at være vendt tilbage til dér, hvor han startede. I æteren. For at fylde et hul i radio Novas sendeflade på grund af en sygemelding.
»Men,« understreger han, »det er kun i to måneder. Mit liv passer ikke til et fast eftermiddagsprogram, hvor jeg først er hjemme 17.30.«
»Det var ikke lige dét, der var planen. Men nu gør jeg det. Og jeg synes, at det er sjovt og hyggeligt.«