De gik på både kostskole og privatskole sammen.
Men siden har 46-årige Emma Sayle og den 42-årige prinsesse Kates liv taget helt forskellige retninger.
For mens prinsessen en dag skal være dronning af det traditionsbundne britiske kongehus, så har hendes gamle skoleveninde fået stor succes med sin virksomhed Killing Kittens, der arrangerer orgier – og nu er forretningen blevet udvidet, skriver The Times.
Emma Sayle har nemlig lanceret sit første sexcruise.

Derfor inviterer hun om et års tid 640 af medlemmerne i sin virksomhed Killing Kittens og deres partnere med på et ugelangt cruise, der starter i Barcelona og undervejs i sejladsen over Middelhavet byder på sexfester og kurser i alt fra tantramassage til jalousihåndtering.
»Der er mange, som kan lide det her sammenhold, det at være sammen med ligesindede. Alt går hånd i hånd, og hvis man har sex, så har man sex,« siger Emma Sayle i interviewet med The Times.
For at komme med på det luksuriøse cruise skal man mindst slippe i underkanten af 35.000 danske kroner – og så får man en kahyt uden vinduer.
Men til gengæld får man så også oplevet fem fornemme destinationer i Europa og muligheden for at have sex med flere fremmede blandt sine i alt 1279 medpassagere.

Prinsesse Kate har ikke selv udtalt sig om venindens sexselskab.
Men ifølge tyske Bild har Emma Sayle tidligere sagt, at prinsessen kun har været positivt indstillet.
»Hun synes, det var sjovt. Hun var fascineret. De fleste kvinder er fascineret af det,« lød det fra skoleveninden.
Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.
