»Det er med stor sorg, jeg må fortælle, at vi i går måtte sige farvel til vores elskede Lotte. Min kone, bedste ven, livsledsager og mor til vores tre skønne børn.«

I et meget trist og rørende opslag på Facebook fortæller TV 2-basketballeksperten Peter Wang, at han har mistet sin hustru, som han har været sammen med i 30 år.

»Vi var alle omkring hende, da hun sagde farvel. Solen skinnede, Lalu spillede stille på guitar. Det var stille, fint og uendelig trist,« skriver Peter Wang om det sidste farvel.

På opslaget er der en masse kondolencer til familien, hvor også datteren Viola har skrevet en rørende besked.

»Lotte Skat, tak for alt. Du vil være forevigt savnet,« slutter Peter Wang med at skrive i opslaget.

Peter Wang har i mange år været synonymt med TV 2 Sports dækning af basketball – og især med fokus på den amerikanske basketballliga, NBA.

Det har han i mange år gjort sammen med værten Thomas Bilde. De har sammen lavet podcasten 'Bilde og Wang' om netop NBA og basketball, som nu hedher 'TV 2 NBA.'

Ekspertkommentatoren har også selv spillet på højt niveau for Bakken Bears og har også arbejdet som divisionstræner for både mænd og kvinder i Skovbakken og HIK Harlev.