Mens danskerne i dag – måske lidt modvilligt – går på arbejde, har de ansatte i en bestemt virksomhed fået fri til at holde 'Store Badedag'.

Og deres chef, han holder sin fridag med kaffe, udsigt over Øresund og en tur i jacuzzien.

Fra året 1686 og til 2023 har den fjerde fredag efter påske været en helligdag – Store Bededag kaldte man den. 

Men sådan er det ikke længere, medmindre du arbejder for Martin Thorborg.

Serieiværksætteren er mildest talt utilfreds med regeringens beslutning om at sløjfe helligdagen. Derfor har han sendt sine fastansatte hjem fredag for at holde 'Store Badedag'.

»Det er et mærkeligt signal at sende, at vi skal arbejde mere. Vi skal ikke arbejde mere, vi skal arbejde klogere,« siger Martin Thorborg fra sin 38 graders varme jacuzzi, hvor han holder Store Badedag. 

For Martin Thorborg kommer afskaffelsen af bededagen og regeringens ønske om, at danskerne skal arbejde mere, på et besynderligt tidspunkt.

»Historisk set arbejder vi mindre og mindre, fordi vi blandt andet har taget en masse ny teknologi til os. Vi har som mennesker været dygtige til at organisere os, så vi kan arbejde mindre. Og så har vi en regering, der går den anden vej på et tidspunkt, hvor vi aldrig har været bedre hjulpet,« siger Martin Thorborg.

Martin Thorborg mener, at det i sidste ende vil gavne hans firma Dinero og i sidste ende ham selv, at han nu giver sine medarbejdere en fridag.

Sådan holder Martin Thorborg 'Store Badedag'. Med kaffe, udsigt over Øresund og en tur i jacuzzien.
Sådan holder Martin Thorborg 'Store Badedag'. Med kaffe, udsigt over Øresund og en tur i jacuzzien. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg tror 100 procent på, at jeg bliver rigere, når jeg giver mine medarbejdere fri. Vi lever af innovation, og der er ikke nogen mennesker, som arbejder hårdt, der kan tænke og få nye ideer. Det kommer af balance,« fastslår han.

Martin Thorborg fortæller, at der er omkring 70 fuldtidsansatte, der er sendt hjem. En håndfuld timelønnede supportere er dog på arbejde i dag.