Et fænomen og et ekstraordinært talent.

Prædikaterne har været mange omkring Simon Pytlick efter hans vanvittige præstation ved VM-slutrunden, der kronede Danmark som verdensmester for tredje gang i træk.

Den kun 22-årige spiller er på rekordtid blevet stjerne på det danske landshold og været så overbevisende, at han har spillet sig på slutrundens all star-hold.

Og det glædede særligt en mand i Tele2 Arena i Stockholm, da håndboldherrerne besejrede Frankrig med fem mål.

Simon Pytlick spillede en hovedrolle i finalesejren over Frankrig.
Simon Pytlick spillede en hovedrolle i finalesejren over Frankrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var en super finale med godt spil og dramatik. Alt var, som det skulle være,« siger Simon Pytlicks far, Jan Pytlick, til B.T.

Den nuværende landstræner for Saudi-Arabien stod gennem mange år i spidsen for Danmarks håndboldkvinder, som han blandt andet førte til dobbelt OL-guld og en enkelt EM-guldmedalje.

Nu har han også en søn, der kan kalde sig verdensmester.

»Det er noget, man som far er glad for og stolt af. Han har gjort det rigtig godt. Jeg hørte fra Simon, at det var nemt at komme ind på holdet,« forklarer Jan Pytlick og erkender, at han dog er overrasket over sønnikes tårnhøje niveau.

»De her unge mennesker kommer ind på et hold, der fungerer, og det er skarpt sat op. Det er forholdsvist nemt at gå ind i de rammer. Selvfølgelig skal man præstere, men fundamentet er tydeligt og klart. Det gør det nemmere. Men jeg havde ikke regnet med, at han ville brænde sådan et mesterskab af.«

Alligevel fik han en særlig tanke i flyet på vej hjem fra Sverige.

»Jeg regnede med, at han ville bidrage med en masse og få noget erfaring,« siger Jan Pytlick.

»Men da jeg sad på vej hjem i flyet i går (søndag, red.), tænkte jeg faktisk, at han også har spillet Champions League mod store stjerner. Så hvorfor skulle han ikke præstere på det her landshold også? Måske ikke på det her niveau, men han har spillet internationale kampe, og de betyder meget.«

Jan Pytlick er en stolt far.
Jan Pytlick er en stolt far. Foto: Zbigniew Meissner
Vis mere

Selvom den 55-årige har oplevet lidt af hvert i sin lange håndboldkarriere, er det her noget ganske specielt.

»Der er mange store ting som forælder, men håndboldmæssigt ja, så var det her selvfølgelig det største. Hans to søskende – vi har to piger – har fået kampe på ungdomslandsholdene, og det var også kæmpestort at se dem debutere. Men VM er helt, helt specielt.«

Med sejren over Frankrig fuldførte Danmark et tredje verdensmesterskab uden at tabe et eneste opgør, og med tre verdensmesterskaber i træk har Danmark bedrevet et stykke sportshistorie uden sidestykke.

Aldrig har en nation formået det før.

»Det er jo fuldstændig vildt. Til et mesterskab kan der være en skævert, hvor man taber en kamp, uden det betyder det store. Men det er fuldstændig unikt at gå igennem på denne her måde. Man må sateme også sige, at Nikolaj Jacobsen er dygtig.«

»Der er mange dygtige spillere, men det skal sættes op på den rigtige måde. Han er en træner, der er helt unik, hvad det angår,« fastslår Jan Pytlick.