Hånden på hjertet – har du nogensinde stillet spørgsmålet: ‘Har du mon en diagnose?’ til et andet menneske – eller til dig selv? Ifølge psykolog Maja Vain Gilbert er svaret sandsynligvis ja. For vi ser diagnoser overalt.
»Vi diagnosticerer hinanden på kryds og tværs og fortolker al adfærd, der ikke er 100 procent gennemsnitlig, som, der må være 'noget’. Dét skræmmer mig.«
Tendensen er udtryk for en overdiagnosticering, som Maja Vain Gilbert kun ser på det psykiatriske område:
»Ser du en mand på gaden, der humper, tænker du ikke: ‘Han har gigt.’ Du tænker måske, at han kan have brækket benet, være vredet om eller være født halt. Men på det psykiatriske område er vi alle sammen lomme-eksperter.«
I sin klinik UngTerapi, har hun de sidste ti år talt med flere end 7.000 unge. Ofte hører hun utilpassede unge, eller unge, der har det svært, være blevet sendt afsted med råd som: ‘Få lige tjekket, om det der ikke er tegn på noget større’.
Tal fra Psykiatrifonden viser, at 4,5 procent af børn og unge mellem 10 og 24 år i Danmark har adhd, mens lidt mere end en procent af alle børn under 18 år har autisme.
Fonden skønner, at en til to procent af børnene og fire til otte procent af unge får en depression i en eller anden grad.
Mens op mod 50.000 børn og unge ifølge Sundhedsstyrelsen har behandlingskrævende angst. Ifølge Maja Vain Gilbert er der endnu flere, der hver dag diagnosticeres uofficielt - af deres venner, familiemedlemmer, lærere, studievejledere - og i damebladstest.
»Fra psykiatriens side diagnosticeres flere og flere, men i folkemunde diagnosticerer vi mange flere, end de, der ville kunne få en diagnose i psykiatrien,« siger hun og fastslår:
»Adhd er mega hot. Alle vil gerne have en adhd diagnose. Den er mindre stigmatiserende, fordi alle har det og den giver en forklaring på, hvorfor unge har det, som de har det.«
Det ensidige sygdomsfokus forhindrer os i at få øje på de grundlæggende problemer i samfundet og placerer behændigt alle problemer hos det enkelte menneske.
»Det skaber skyld hos de unge,« advarer psykologen og det kan få negative konsekvenser på flere plan:
»Først og fremmest er der det problem, at man, når man identificerer sig med en diagnose, man ikke har, ikke ser sine egne reaktioner som naturlige, men derimod som noget sygt.«
Det forhindrer os i at være nysgerrige på, hvorfor vi reagerer, som vi gør.
»Vi afskærer os selv fra en vigtig viden om os selv. Om at alt, hvad vi gør, er en logisk og relevant respons på noget, vi oplever. Måske glemmer man at tale om, at ens mor døde for et år siden og at det stadig er hårdt. I stedet forklares alle problemer med, at man er syg. Men man krydser først grænsen til 'syg', når ens reaktioner ikke længere er en relevant respons på det, der sker ude i verden,« siger hun.
En anden konsekvens er, at de unge kan få en negativ selvforståelse og miste troen på, at de evner at løse deres problemer.
Mens et tredje problem er, at ‘vi bliver i tvivl om, hvad der er normalt og unormalt’, siger Maja Vain Gilbert og refererer en samtale, hun for få dage siden havde med en ung kvinde:
»Sammen med sin studiegruppe havde hun talt om, at hun nok har adhd. For hun har problemer med at komme til tiden, har svært ved at læse op til eksamen og har generelt svært ved at arrangere sine eksamener.«
Maja Vain Gilbert, der har kendt den unge kvinde længe, ved, at hun ikke har adhd:
»Den manglende struktur er hendes måde at reagere, når hun er stresset. Hun elsker spontanitet, er ikke god til kalendere og får et kick ud af at lave alt i sidste øjeblik. Hun har god erfaring for, at dén metode virker for hende. Derfor gentager hun mønsteret.«
Men den erkendelse ville kvinden formentlig aldrig selv nå frem til, hvis hun accepterede studiegruppens diagnose. Hvad værre er vil hun i samme øjeblik, hun begyndte at tænke på adhd, problematisere noget, som for hende faktisk ikke er et problem.
»Når vi taler om diagnoser forsvinder al nysgerrighed på, hvorfor vi gør som vi gør. Mange unge har en enorm angst for fremtiden. De taler om et ydre pres for at præstere - på alle fronter og et indre pres, fordi de ikke har det, som de synes, de burde have det.«
Når man lever under et stort pres kan en diagnose føles som en redning:
»Man er bange for, at der er noget helt galt med dem, men der er også en tryghed i at kunne sige. 'Der ér noget galt med mig'. For har man en diagnose, indgår man i et fællesskab, sammen med alle de andre, der også har det,« siger Maja Vain Gilbert.
I det konkrete tilfælde fik psykologen talt den unge kvinde tilbage fra selvdiagnosticeringen. Men dét kan være svært, hvis det er forældre eller systemet, der presser på og mener, at der er 'noget' helt galt.
»Ofte oplever jeg, at unge af deres forældre bliver sendt til udredning i psykiatrien parallelt med, at de går i samtaleterapi, fordi forældrene ikke synes, det går hurtigt nok med at få det bedre.«
