Taburetten vakler under Danske Banks direktør, Thomas F. Borgen, efter afsløring af hvidvask for milliarder.

København. Onsdag er en skæbnedag for Danske Bank og topchef Thomas Borgen, når banken offentliggør en længe ventet undersøgelse om hvidvask for milliarder.

Det kan ende med et farvel til Thomas Borgen, der står med ansvaret og i en periode på tre år var chef for bankens estiske afdeling, som er centrum i sagen.

Den 54-årige nordmand blev ansat som administrerende direktør i Danske Bank i 2013, og målt på de økonomiske resultater har han været en ubetinget succes for landets største bank.

Han er blevet rost for at få Danske Bank helt tilbage på sporet efter en hård tid oven på finanskrisen, og ejerne har været glade for rekordhøje milliardoverskud de seneste år.

På de indre linjer tog han et opgør med den tidligere chefkultur og sløjfede en særlig kantine, hvor bankens spidser normalt spiste frokosten. Fremover skulle direktører og den menige bankrådgiver spise side om side.

Men sideløbende har afsløring efter afsløring i særligt Berlingske Business vist, at der var store problemer i Estland, hvor banken skal have hvidvasket penge for alt fra russiske rigmænd til styret i Nordkorea.

Thomas Borgen blev ifølge Financial Times i 2013 advaret om de mistænkelige kunder, og sagen kan ende med at blive afslutningen på hans mere end 20 år i Danske Bank.

Oprindeligt ville han gerne have været pilot, men det strandede på en dårlig hofte.

I stedet begyndte han at læse økonomi, og i 1987 forlod han Syracuse University i New York og fik job i den norske finanssektor.

Senere kom han til Danske Bank 1997, hvor han hurtigt steg i graderne og i 2001 blev direktør for bankens norske afdeling.

Han flyttede til Danmark i 2009, da han blev forfremmet til et job i direktionen.

Privat er han gift og har fire børn med Torill, der ifølge Thomas Borgen selv har tilsidesat egne ambitioner og givet ham frihed til at fokusere på Danske Bank-jobbet 24 timer i døgnet, har han fortalt i et interview med Euroman.

Thomas Borgen er aktiv i sin fritid og cykler, sejler og står på ski.

/ritzau/