The William Blakes er klar med deres fjerde album, der arbejder videre med idéen om at skabe musik af en særdeles impulsiv slags. Det er bedre end sidst, men stadig ingen succes.
Der er kun gået godt fem måneder, siden danske The William Blakes sidst gav lyd fra sig. Dengang udsendte kvartetten den 80’er-fikserede fuser ’The Way of the Warrior’, som var det seneste resultat af bandets eksperiment, der går ud på at skrive og indspille hvert album inden for en uge.
Trods fiaskoen er foreliggende ’Music Wants to Be Free’ blevet til på nøjagtig samme måde; én uge med producer Jon Schumann i hans svenske studie under samme parole, der lyder noget a la, at musik skal være en kunstform i fri bevægelse – en direkte kilde til udøverens kreativitet.
Som sådan en fin filosofi, hvis talentet da kan bære den. Og det kan det langt hen ad vejen. The William Blakes kan nemlig sagtens skrive sange, når de ellers gider (eller har tid til det) – der er som sædvanlig en lille portion hits blandt albummets 13 skæringer.
Solid start
Den gode nyhed i forhold til sidst er, at William'erne har smidt deres 80’er-spændetrøjer og er tilbage i nutiden; den dårlige er, at størstedelen af numrene stadig lyder som skitser, der ville være blevet kasseret, hvis der havde været tid til lidt selvkritik.
Albummet åbnes dog overraskende solidt og eventyrlystent, først med ’Black Knife’, der sender tankerne i retning af Yeasayer og dernæst det new agede titelnummer, der overgår alt, hvad de fire gutter hidtil har lagt navn til.
’Land of Illusion’ parrer efterfølgende den forrige plades 80’er-udtryk med debutalbummets insisterende slagsang-omkvæd, mens ’Tiny Faces’ og især især ’Never Had a Love’ derimod kunne være skrevet af Enya, men så synes sangskriver-batterierne til gengæld også opbrugt.
Kommer ingen vegne
Herefter bliver akilleshælen ved den lynhurtige sanskrivnings- og indspilningsproces tydelig: man ender med samlebånds-pop som ’The Light (Plane to Spain)’, hvis vocoder-vokal og kitschede synths understreger, at det måske er en joke. Men det bliver sangen ikke bedre af.
Især på pladens anden halvdel kan man høre, at det er gået lige vel hurtigt. Lummerfunky ’Powers’ ville gøre Prince arrig og lyder desuden som et levn fra 90’erne, og ’Star’ og ’School Yard’ bevæger sig slapt af sted uden at komme nogen vegne.
Albummets største overraskelse er ’Wasted Years’, der lyder som Nephew ville have gjort, hvis de havde baseret deres musik på The Cars og Van Halen i stedet for Depeche Mode og Rammstein. Man sværger næsten, at den sang må stamme fra 80’erne. Men hitpotentiale, dét har den.
Lukket leg
Hvorom alting er, så er The William Blakes en sympatisk størrelse og en underlig umiddelbar entitet på den danske musikscene. De fire herrer fortjener medvind. Men man må forholde sig til musikken, der stadig mest af alt fremstår som en leg. En leg, man som lytter ikke helt kan tage del i.
Det mest irriterende er, at pasticherne altid hober sig op; Kristian Leth og co. har vist aldrig skrevet en sang, som ikke kan spores tilbage til idolerne, og derfor er der altid forsvindende lidt nyt at komme efter. Det er musik på frihjul.
Men det må også være svært at være kreativ på kommando en hel uge i streg. Det kan vel ikke rigtigt lade sig gøre, og The William Blakes beviser da heller ikke det modsatte her.
