Det bliver vådt. Meget vådt endda. Eller også får vi sol, sommer og søndag fra morgen til aften.
Dagens vejr bliver enten til paraply og regnjakke eller shorts og solbriller, men hvordan det rent faktisk ender, er ret usikkert, selv her få timer før det – måske – går løs.
Derfor sidder meteorologerne også og river sig selv i håret lige nu.
Den vagthavende meteorolog hos DMI tøver da heller ikke med at kalde de kommende 24 timer for »et udfordrende vejrdøgn.«
»Vi er ret sikre på, at vi får byger, og vi er også ret sikre på, at de især vil falde over den vestlige del af Jylland. Og det ser også ud til, at resten af landet bliver ramt i en eller anden grad,« siger Mette Tilgaard Zhang fra DMI.
Men derudover er vejrmodellerne ret uenige om, hvad der kommer til at ske:
Altså hvor mange byger, der kommer, hvor de falder, og hvor kraftige de i givet fald bliver.
Søndag morgen melder DMI om både regn- og tordenbyger, der kan blive så kraftige, at det lokalt vil være skybrud.
Derfor har den nationale vejrtjeneste udsendt et varsel om lokale skybrud og torden, der gælder for store dele af Jylland – nærmere bestemt den vestlige, centrale og sydlige del af Jylland.
Varslet gælder fra søndag klokken 12 til klokken 21.
Her kan der falde mellem 15 og 25 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter.
I resten af landet har DMI et såkaldt risikovarsel fra søndag morgen klokken 7 til og med klokken 21.
Det er dog kun meget små forskelle i temperaturer, luftfugtighed og vindretningen, der afgør, hvordan vejret udarter sig, forklarer meteorologen.
»Der er mange ting i spil, der kommer til at afgøre, hvordan det går,« siger Mette Tilgaard Zhang.
Derfor kan der også være steder, der helt går fri af bygesystemerne.
»Chancen for en ok-fin dag er nok størst mod øst, men lige nu (søndag morgen, red.) ligger der en tordenbyge i nærheden af Møn, som kan trække op over Sjælland,« siger hun og tilføjer:
»Bygerne komme i forskellige tempi i løbet af dagen, men hvordan det præcis går, er ret usikkert lige nu.«
Så skal du ud i det fri denne søndag, er det en god idé at holde øje med meldingerne fra DMI.
Her sidder der nemlig ekstra meget mandskab og følger vejrsituationen minut for minut.