Stor tumult på Bakken har lørdag aften ført til fire anholdelser i den nordsjællandske forlystelsespark.
Vagtchef for Nordsjællands Politi, Thomas Ratzlaff, forklarer, at der er tale om 'en ordentlig omgang gadeuorden'.
Politiet blev i første omgang sendt ud til et forhold, hvor en 17-årig havde fået peberspray i ansigtet.
Herefter fik de kontakt til en gruppe af unge mænd, som angiveligt havde været indblandet i sagen.
I alt blev ni personer tilbageholdt. Fire mænd i alderen 16-18 år blev anholdt, da de ikke kunne 'opføre sig ordentligt', fortæller vagtchefen.
»De var meget genstridige og modarbejdede politiets arbejde. Det førte til fire gange overtrædelse af ordensbekendtgørelsen,« siger Thomas Ratzlaff.
De fem andre mænd fik påbud mod at komme på Bakken indtil midnat.
