Tunnelen bliver smallere og smallere.
EM i Tyskland kommer tættere og tættere på - og landstræner Kasper Hjulmand forsvinder længere og længere væk i tankerne om, hvad det danske landshold kan gøre til slutrunden.
'Hvis 'AC' ikke spiller, hvem kan så træde ind - hvis Højbjerg er skadet, hvordan gør vi så?'
Tanker, der siden den seneste samling i marts har fyldt og afbrudt samtaler med familie og venner, fortæller Kasper Hjulmand i anden del af et stort interview inden landstrænerens tredje slutrunde som landstræner for Danmark.

»Det er reelt sådan, at fra jeg står op og til jeg går seng, der tænker jeg på fodbold og på landsholdet.«
»Og jo nærmere vi er kommet EM, har jeg oplevet flere og flere gange at sidde midt i en samtale med en kammerat eller med mine børn, hvor jeg forsvinder væk, og de spørger: 'Hallo, er du der?',« siger Kasper Hjulmand til B.T. og tilføjer:
»Jeg tænker på det konstant. Spiller kampene igen og igen i mit hoved - med den ene og den anden spiller. Igen og igen.«
Læs første del af interviewet med landstræneren, hvor han ærligt åbner op om den store kritik af hans person, et stort vægttab og hvordan familien påvirkes af kritikken - LIGE HER.
Og der er rigeligt at tænke over for Kasper Hjulmand, som B.T. har sat i stævne i DBUs hovedkontor i Brøndby.
For trods en førsteplads EM-kvalifikationsgruppen har kritikken sjældent været større af Kasper Hjulmand og hans landshold … undskyld, hele Danmarks landshold.
Det er landstræneren, der retter - og det på en måde, som kun han kan gøre det.
»Det er ikke mit landshold. Det er vores landshold,« smiler han, før han fortsætter med at udlægge teksten om, hvor han ser vores allesammens landshold stå før EM i Tyskland.

»Da jeg var yngre træner, kunne jeg have en fornemmelse i opvarmningen om, at drengene bare var der - men så gik vi ud og faldt totalt sammen. Det samme kunne ske med omvendt fortegn.«
»Sådan er det også med slutrunder. Op mod VM i Qatar havde vi aldrig haft en bedre optakt - på det fodboldmæssige - og der ramte vi den ikke.«
»Det kan gå så hurtigt i fodbold, og derfor skal vi have samlet spillerne og de ting, vi har lært, og så tror jeg virkelig på, at vi kan stå stærkt og gøre noget. Så min tro på tingene er god,« lyder det fra Hjulmand.
Et fatalt VM i Qatar, en sløj kvalifikation med store skuffelser mod Kasakhstan, San Marino og en VAR-redning fra en fadæse hjemme mod Nordirland har fået kritikken af det danske landshold til at tage om sig.
Selv erkender Hjulmand, at der var for få momenter, hvor det danske landshold leverede den berusende fodbold, der gjorde landsholdet ultrapopulært under EM i 2021 og tiden efter.
»Vi har manglet toppene, og der har været for dårlige minutter. Alt det skal vi have samlet op på og skærpet. Vi kan ikke bestille berusende fodbold og champagnefodbold.«
»Vi kan ikke bestille et Damsgaard-mål i krydset mod Rusland ved EM, der pludselig løsnede op, mens vi var under pres.«
»Men vi kan bestille bunden - bunden som vi så mod Schweiz og Slovenien. Der var bunden god, og så kan vi håbe, at spillerne bliver frigjort, så vi igen oplever de berusende øjeblikke. Det er min opgave at skabe rammerne for,« siger landstræneren og hiver en gammel pointe frem.

For da kvalifikationspuljen blev trukket ud - med Danmark som store favoritter - slog Hjulmand det fast, at Danmark skulle kvalificere sig til EM i en bøvlet gruppe.
En gruppe fuld af 'pokalkampe' mod undertippede modstandere, hvor alle sejre ville føles som lettelse i stedet for forløsning.
Og det hører med til fortællingen, mener han.
»Vi har haft rigtig mange minutter til par, hvor vi har spillet okay. Der gik to mål ind på os på nogle forsvarsprincipper, som vi aldrig nogensinde har lukket mål ind på før. Det pisser mig rigtig meget af.«
»I Kasakhstan gik der noget bund ud af os i de sidste 15 minutter. Så der har været for få berusende minutter, og de magiske øjeblikke har ikke været der. Men alligevel har bunden været der til, at vi vandt kvalifikationen.«
»Men jo, det HAR været et hårdt år. Det har det. Jeg vænner mig aldrig til de lange perioder væk fra holdet. Men det er også en periode, hvor vi og jeg har lært meget. Så hvis vi rammer den rigtig, kan vi bruge den periode til at samle tingene og få fokus til at fyre den af til sommer,« siger landstræneren.
Han har i den forgangne måned fået lov at udvide sine udvalgte 23 til 26, og det giver et nyt råderum til landstræneren, der for første gang får landsholdstruppen i hænderne, inden han udtager sin endelige trup.
»Det er en kæmpe stor forskel for mig, og en udvidet trup giver nye muligheder i forhold til at få svar fra nogle spillere og halvskadede spillere kan tages med og spilles klar til senere i turneringen.«
Trods succes med en mere bastant startopstillingen mod Slovenien og Schweiz, så er Hjulmand ikke låst fast på, at det er det udtryk, Danmark skal nå langt med.
»Jeg forsøger at lave det spil, der mest muligt kan sandsynliggøre sejr, uden jeg har en eller anden stram overbevisning om, hvordan vi skal se ud hver gang.«
»Men vi har et ideal om, at vi godt kunne tænke os at være dominerende. Spille offensiv fodbold, score det næste mål og bestemme så meget som muligt i en kamp - og det kan gøres på forskellige måder,« siger landstræneren.
Han og DBU går ind til denne sommers slutrunde med ambitionen om at gå videre fra gruppen.
Det gør 16 af 24 hold efter gruppespillet, der starter den 14. juni med kampen mellem Tyskland og Skotland.
Hjulmand og det danske landshold åbner EM-slutrunden mod Slovenien den 16. juni klokken 18.00 i Stuttgart.