Debattøren Jaleh Tavakoli reagerer nu på den stævning, som musikeren Isam Bachiri med kunsternavnet Isam B har anlagt mod hende.
Isam Bachirie mener, at Tavakoli på X har udtalt sig injuierende ved blandt andet at kalde ham en terrorist. Det er sket i en af mange ophedede debatter på det sociale medie om Israel-Palæstina-konflikten.
»Det er irriterende med en injuriesag, men det er ikke første gang, at jeg er blevet truet med injuriesager, så jeg er ikke overrasket,« siger Jaleh Tavakoli.
Som Weekendavisen kunne fortælle fredag, så kræver Isam Bachiri 50.000 kroner i erstatning af Tavakoli samt dagbødestraf for injurier. En af udtalelserne, der er faldet Isam Bachiri for brystet, er denne:
»Tænk at sidde som køn terrorist med rytme og vende virkeligheden helt på hovedet og angribe os andre for at være medskyldig i krig. Du billiger terrorisme. Du er terrorist. Din religion opfordrer til udryddelsen af jøder inden dommedagen. Det er folkemorderisk mainstream islam – bogstavtro islam,« har Jaleh Tavakoli blandt andet skrevet som et svar på et debatindlæg, som Isam Bachiri fik bragte i Information.
Nu kan Jaleh Tavakoli så se frem til en injuriesag.
Giver det ikke anledning til eftertanke ift. de ting, som du skriver på sociale medier?
»Mine udtalelser på X skal ses som en reaktion på, at han har kaldt danskerne og statsministeren for medskyldige i et blodbad. Selvom jeg ikke er stor fan af Mette Frederiksen, så er hun valgt demokratisk. Det her er en kamp for demokratiet. Hvor vold legitimeres og jøder skal gå og være bange i Danmark. Det er farligt, og det bliver vi nødt til at tage alvorligt,« siger Jaleh Tavakoli.

Du skriver at Isam B er terrorist, men han har ikke begået terror. Har du ikke en dårlig sag?
»Han billiger terrorisme, og så mener jeg også, at man er terrorist. Det er ikke kun dem, der begår volden, der er terrorister. Det er også dem, der nærer den med ord. Da en palæstinensisk terrorist begik terrorangrebet på Krudttønden i København i 2015 kom det ikke ud af det blå,« siger hun og fortsætter:
»Det var et resultat af en længere proces for ham, hvor billigelser og retfærdiggørelse af terrorisme havde præget ham. Det er det Isam B taler ind i, når han retfærdiggør Hamas angreb. Det er med til at legitimere volden og dermed også terrorisme«.
Men det gør vel stadig ikke Isam Bachiri til terrorist. Han undlader at tage afstand fra Hamas, men det er vel noget andet…
»Han har kaldt Hamas’ kamp for en frihedskamp, og massakren den 7. oktober 2023 for en reaktion. At Nova-festivalen (hvor Hamas blandt andet begik massakren 7. oktober 2023, red.) aldrig skulle have været afholdt, og at Hamas ikke er problemet. De slagtede 1200 mennesker på en dag«.
»Så jeg er ikke i tvivl om, at han har billiget terror,« siger Jaleh Tavakoli.
Isam Bachiri er ikke dømt for at være en terrorist...
»Jeg mener, at han kan dømmes efter terrorloven,« siger Jaleh Tavakoli.
Du skriver også, at han bør udvises. Gør du dig ikke skyldig i det samme som Isam Bachiri. At du bliver lige så konfrontatorisk som ham bare med modsat fortegn?
»Han bruger samme retorik som Hamas, han tager afstand fra drab på civile, men ikke fra terrorangrebet 7. oktober 2023. Han siger Hamas beskytter dem selv og deres hjem i en modstandskamp. Det kan vi ikke leve med i Danmark, ligesom vi heller ikke bør acceptere de kraftige reaktioner på grund af nogle Muhammed-tegninger eller koranafbrændinger. Holdningen, at terror kan være ok, hører ikke hjemme i Danmark,« siger hun.
B.T. har modtaget en skriftlig kommentar fra Isam Bachiri, hvor han redegør for hvorfor han har lagt sag an og omtaler ellers Javeh Tavakoli i lidet flatterende vendinger.
»Jeg vil med injuriesagen gerne statuere et eksempel for mig og mange andre, som uge efter uge lader personangreb og æreskrænkende udsagn stå uimodsagt hen, ved at retsforfølge denne navnløse nullitet, der er så fattig på talent og ideer, at hun er nødt til at sidde på Twitter og skrive nedværdigende ting om mig og mange andre,« skriver han.
