Når Cosy Bar lukker ved udgangen af denne måned, er det en institution i det københavnske natteliv, der forsvinder.
Og en af Danmarks – og verdens – ældste lbgt+-barer.
Siden 1948 har Cosy Bar tiltrukket gæster af alle slags; heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle og alle derimellem, men med udgangen af maj er det slut, skriver TV 2.
»Kære venner. Vi beklager at skulle informere jer om, at Cosy Bar lukker i slutningen af denne måned. Tak for alle de søde queernætter,« skriver Cosy Bar på Instagram.
Efter at have været ejet af familien Lantz siden 1973, overdrog Camilla Lantz den historiske lbgt+-bar til en ny forpagter i 2020.
I marts blev Cosy Bar sat til salg, men tilsyneladende uden succes.
På Instagram opfordrer Cosy Bar til at folk kommer og sætter fut under festen på det legendariske sted en denne weekend – som bliver den sidste før baren drejer nøglen om fredag den 31. maj.
Der slutter en epoke på 76 år og et stykke dansk regnbuehistorie.
