Efter 11 nervepirrende dage uden livstegn fra datteren, kan Brøndbylegenden Per Nielsen igen ånde lettet op. Hans 14-årige datter Mathilde blev i nat fundet i god behold.

- Jeg har ikke selv talt med hende, men har fået at vide, at hun efter omstændighederne har det godt. Hun har nok ikke sovet så meget de seneste dage, så hun er nok temmelig træt, lyder det fra en lettet Per Nielsen.

Datteren Mathilde blev fundet natten til mandag i en kælderlejlighed på Amager. Hun forsvandt fra institutionen Sparta i Herning onsdag den 21. maj. I 10 dage hørte familien ingen livstegn fra pigen, og efterlyste derfor datteren via Facebook og BT.

- Det har været nogle hårde dage, indtil vi i går fik nogle indikationer på, at hun var tæt på at blive fundet, siger Per Nielsen til BT.

Både han og Mathildes mor har undervejs været frustrerede over politiets tilbageholdende holdning til pigens forsvinden. Fordi Mathilde selv var stukket af, og der ikke var nogen tegn på en forbrydelse, ledte man ikke aktivt efter pigen, har politiet oplyst.

Per Nielsen har forklaret, at datteren opholdt sig på institutionen Sparta, fordi hun har nogle psykiske udfordringer. Indtil videre er det også planen, at hun skal tilbage til den samme institution.

- Lige nu er vi bare glade for, at hun er fundet. Så skal vi selvfølgelig have en samtale om det videre forløb. Men hun er jo i gang med en behandling, så som udgangspunkt er det planen, hun skal fortsætte med det, siger Per Nielsen.

Den tidligere fodboldspiller har på Facebook fået stor opbakning i eftersøgningen af datteren. Efterlysningen er blevet delt mere end 20.000 gange.