En Mercedes er fundet, efter at varehuset Illum i København tidligt onsdag blev udsat for rambuktyveri.

Rambuktyve drønede tidligt onsdag morgen gennem ruden på varehuset Illum på Strøget i København i en stjålet hvid Mercedes.

- Det er gået ret voldsomt for sig, men endnu har vi ikke noget overblik over, hvor meget tyvene er sluppet væk med, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Arne Aabech til bt.dk.

Tyvende bakkede bilen i høj fart gennem en fire gange fire meter stor rude i butikken ud mod Østergade 52 med masser af glasskår til følge.

En beigehvid Mercedes sedan-model med registreringsnummer AW47209 blev efterlyst.

Og lidt op ad formiddagen lykkedes det for ordensmagten at finde bilen "et sted i indre by", som det udtrykkes hos Station City.

Bilen er tidligere blevet stjålet i Lyngby.

Politiet siger, at to-tre gerningsmænd stod bag angrebet på Illum.

Tilsyneladende var de Pandora-smykker, som lokkede dem til at køre den stjålne bil i stilling.

Det er blot to måneder siden at en anden butik på Strøget i København var udsat for et rambuktyveri.

Den 14. april var det smykkebutikken Pandora, det gik ud over. Her blev der stjålet smykker for 500.000 kroner - og tyveriet foregik ligeledes i en Mercedes.

/ritzau/