Partnerskaber mellem kommuner og pensionskasser kan finansiere forbedringer af veje og skoler.

I en tid med offentlig smalhals og krise kan partnerskaber mellem kommuner og f.eks. private pensionskasser være en god vej til at finansiere renovering og byggeri af skoler og anden kommunal infrastruktur. Det skriver Information lørdag.

I en tid med lavkonjunktur, økonomisk smalhals og mangel på skattekroner til at poste i offentlige byggerier, så kan et samarbejde med private pensionskasser være en mulighed for kommunerne.

Med pensionsmidler kan kommunerne få finansieret de helt nødvendige byggerier og renoveringer af bl.a. landets skoler, som bliver stadig mere påtrængende.

Det siger professor Carsten Greve fra CBS efter at Pension Danmarks formand, Torben Möger Pedersen, foreslog den model i Information tidligere på ugen.

- Der er formentlig stadig nogen, der vil sige, at det er det første skridt i retning af en privatisering. Men efter finanskrisen er situationen skiftet. Der er mangel på offentlige kroner, men der er stadig et investeringsbehov, siger Carsten Greve til Information.

Greve er en af landets fremmeste eksperter i den slags såkaldte Offentligt-Private Partnerskaber (OPP), som pensionskasserne foreslår.

Han henviser til, at danske pensionskasser allerede foretager den slags investeringer i andre lande.

- Man kan sige, at der er en underlig logik i, at vi har nogle danske pensionskroner, som ikke kan investere i den slags projekter i Danmark, men gerne i Tyskland og alle mulige andre steder, siger Carsten Greve til Information.

En række af landets kommuner åbne over for tanken, mens KL's formand, Jan Trøjborg er mere afvisende. Hans argument er, at det altid vil være billigere for kommunerne at låne hos staten end at skulle ud og hente midler hos private.

/ritzau/