En ommer. Sådan betegner Carlsberg de nye specialøl Blå og Hvid Tuborg. Efter et halvt år erkender bryggeriet, at øllene ikke blev den forventede succes.

Carlsbergs seneste forsøg på at lancere nye pilsnervarianter er slået fejl - den blå og hvide Tuborg blev en fuser. Derfor kommer der ikke flere blå og hvide pilsnere på butikkernes hylder.

Det oplyser Carlsbergs kommunikationschef Jens Bekke til Ritzau.

Den grønne Tuborg fik i februar selskab af en hvid og en blå pilsner, da Carlsberg Danmark forsøgte at dæmme op for de mange nye specialøl. De to øl opnåede bare ikke den forventede succes hos forbrugerne, oplyser Jens Bekke.

- Det betyder ikke, at vi ikke vil prøve nyt igen. Vi tror virkelig på, at der også er behov for, at der kommer nogle nyheder i inden for pilsnerområdet, som vi faktisk oplever en større interesse for. Derfor vil vi prøve noget nyt igen. Vi ramte bare ikke i plet denne gang. Det blev en ommer. Det må vi erkende, siger Jens Bekke, der dog ikke ønsker at afsløre salgstallene.

Danskerne tog dårligst imod Hvid Tuborg.

/ritzau/