En 20-årig kvinde er fortsat i kritisk tilstand.

Hun blev onsdag eftermiddag hastet med helikopter til Aalborg Sygehus efter et voldsomt færdselsuheld.

»Kvinden ligger stadig på operationsbordet og er i kritisk tilstand,« oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi til B.T.

Ud over den 20-årige var en 18-årig og en 43-årig kvinde impliceret i uheldet, som skete på en landevej mellem Aars og Farsø.

Den 18-årige er umiddelbart uden for livsfare, og den 43-årige slap fra uheldet uden voldsomme skader. De blev også begge kørt på sygehuset med ambulance. Den 18-årige med politieskorte.

De pårørende er underrettet.

Ulykken, som var et frontalt sammenstød, var med al sandsynligvis udløst af fasaner på landevejen.

»Rapporten lyder på, at bilen foran den 20-årige bremser op, fordi der er fasaner på vejen,« siger Jesper Sørensen og fortsætter:

»Kvinden prøver så at bremse eller undvige og ender med at køre over i modsatte vejbane, hvor hun rammer frontalt ind i den 43-årige.«

Nordjyllands Beredskab var hurtigt på stedet efter sammenstødet.

Her arbejdede de på at frigøre en af de tre kvinder, som sad fastklemt.

Opdateres …