Forhåbentlig fik du nydt sommervejret i weekenden.

For et større vejrskifte er på vej.

Mandag vil en koldfront nemlig passere Danmark fra nordvest, og det sender temperaturerne en hel del nedad i forhold til weekendens strandvejr.

»Fronten markerer en overgang til lidt mere køligt sommervejr, oven på en varm weekend, hvor temperaturen i København både lørdag og søndag nåede op på 27 grader,« skriver DMIs vagthavende meteorolog Erik Hansen i en kommentar på vejrinstituttets hjemmeside.

Til sammenligning får vi 'kun' mellem 16 og 21 grader i dag.

Og der er ikke tale om en enlig svale.

Tværtimod må vi kigge langt efter sommervejr a la det i weekenden den kommende uges tid.

Her byder vejrguderne i stedet på ustadigt og ganske blæsende vejr med noget køligere temperaturer – og en del nedbør.

Sidstnævnte slipper vi dog i det store hele for i dag, om end koldfronten kan give lidt smådrypperi i det jyske i formiddagstimerne.