Tesla bliver ved med at trykke priserne ned på deres modeller i Danmark - seneste prishug kom natten til fredag -  men der er også en anden spiller, som har enorm betydning for prisudviklingen i Danmark.

Nemlig den kinesiske bilindustri. Det fortæller Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.

»Det er altafgørende. Både når vi taler om kinesiske bilmærker og biler, der er produceret i Kina. Begge har stor betydning. En Tesla Model 3 er bygget i Kina - også dem, der kører på de danske veje. Volvo EX30 kommer også fra Kina,« forklarer Ilyas Dogru:

»På den måde brager de kinesiske biler frem i Danmark og i Europa. Når du ser på de kinesiske mærker, så er der stor forskel. Der er et par mærker, som er kommet godt igang, der også nogle, der ikke klarer sig godt.« 

»Men kineserne er ekstremt foran Europa i forhold til at bygge elbiler. De har så stor erfaring, knowhow og adgang til råmaterialer, at de kan bygge bilerne meget billigere.«

Hør hele afsnittet, hvor Ilyas Dogru også opremser de vildeste prisfald på biler det seneste år i Danmark – på Apple eller Spotify – eller lige her.