Solidt placeret mellem Fælledparken, Trianglen og Rigshospitalet i København har Netto-kæden lige pludselig trukket en kanin op af hatten. 

Netto åbner simpelthen et nyt butikskoncept. 

Og det ligner unægteligt en konkurrent til den populære kæde 7-Eleven.  

»Det er ikke en ny 7-Eleven,« siger Nettos direktør, Braw Bakir dog prompte og fortsætter:

»Men det er det nemme, hurtige måltid. Man kan ikke handle til den store middag.«

Foto: Kasper Riising
Vis mere

B.T. besøgte onsdag, dagen før åbning, Nettos nye butikskoncept 'Netto Express', der torsdag morgen klokken 8.00 slår dørene op for kunderne på Blegdamsvej 118.

Lokalet har stået tomt det seneste år, efter Salling Group lukkede den Netto, der huserede på adressen. 

Alligevel er det først for nylig, konceptet er blevet udviklet.

»Der ligger ikke nogle store strategiske beslutninger bag det her. Vi har brugt halvanden måned på det, og nu står vi her,« siger Braw Bakir, mens han står sammen med B.T. i butikken:

»Der er jo muligheder. Trafikken er enorm herude på Blegdamsvej, så vi tænkte: 'hvorfor ikke lave en Netto her - men samtidig skal man kunne se forskel på, om det er en stor Netto eller en Netto Express'. Og der tænkte vi, at vi ville lave den her. «

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Under B.T.s besøg i butikken ser vi både mejeriprodukter, morgenmadsprodukter, fyldte hylder med tørvarer og drikkevarer på køl. 

To medbejderne står ved døren, hvor det sidste maling i den mørkegrå farve lakeres. 

Montrene der skal huse frugt og grønt og det nye bake-off område står også tomme. Det sidste rengøring skal færdiggøres, inden de fyldes op.

Og blot 20-30 meter længere nede af Blegdamsvej ligger Netto Express' søsterkæde, Netto.

Ifølge Nettos direktør, Braw Bakir, kommer koncepterne unægteligt til at tage kunder fra hinanden  - allligevel vil én ting stadig være det samme.

»Det er samme priser som inde i Netto.«

Foto: Kasper Riising
Vis mere

Så hvad er ideen med den her?

»Der ligger ikke nogle store strategiske beslutninger bag det her. Men vi havde muligheden. Så nu ser vi, om kunderne på Østerbro vil have det - det tror vi, at de vil, fordi der er mange som gerne vil ind og handle hurtigt.«

Hvis den her får succes, kunne det så være et koncept, der bredes ud?

»Vi er her til for kunderne og hvis de synes om konceptet, så skal vi helt klart overveje om det er en skalerbar model. Men lige nu er vi her, prøver vi det af. Det kan også sagtens være, vi om en uge tester nogle nye ting af, og så håber vi, kunderne tager godt imod det. Og hvis de vil, så er vi også klar til at skalere det ud.«

Hvad nu hvis det her er en total fiasko, lukker den så igen?

»Nu giver vi det en chance, og som sagt, hvis kunderne ikke vil have det, så er vi her heller ikke. Vi står op hver dag for kunderne, så nu må vi se. Men det er klart vi ville ikke lave det her, hvis ikke vi troede på, at der rent faktisk er kunder til det,« slår Braw Bakir fast.