SPOILER-ADVARSEL: Denne artikel indeholder detaljer fra det seneste afsnit af 'Luksusfælden'.

24-årige Cecilie fra Østjylland havde store problemer. Både privat og økonomisk. Forholdet til søsteren, Betina, var på bristepunktet, blandt andet fordi Cecilie ikke betalte husleje for at bo hos søsteren og hendes mand. Her havde den højgravide Cecilie boet i ni måneder. Gratis.

Det var et meget rørstrømsk afsnit, hvor man flere gange kunne se Cecilie i gråd over sine hensynsløse økonomiske adfærd. For i stedet for at betale husleje til søsteren, så havde hun ødslet sine penge væk. Eksempelvis havde hun i gennemsnit brugt 1200 kroner om måneden på cigaretter og 1000 kroner om måneden på fastfood. Den ledige mor til en, snart to, havde et sammenlagt overforbrug på 5.300 kroner om måneden.

»Jeg bliver så gal på mig selv,« sagde hun grådkvalt aftenens program..

»Jeg har nok kunnet betale en stor del af min gæld og gøre så mange ting. Men fordi jeg har været så hensynsløs og truffet de beslutninger jeg har, står jeg her i dag. Hold kæft, hvor har jeg været uansvarlig.«

Heldigvis lykkedes det eksperterne Carsten Linnemann og Kenneth Hansen at overbevise hende om at droppe de dårlige vaner og begynde på en ny. Med deres plan, kan hun komme af med sin gæld på 343.000 kroner på 11 år. Og de hjælper hende med indbetalingen til hendes nye lejlighed i Randers.

Genbesøget fandt sted for en lille måneds tid siden, og hun fortæller til BT, at det stadig går godt med at overholde budget.

»Det hele bliver overholdt til punkt og prikke,« siger hun og lægger vægt på, at eksperternes overblik var meget brugbart.

Hun betegner det som en god, men også en hård oplevelse at være med i programmet.

»Det var en kæmpe øjenåbner.«

Forholdet til søsteren Betina var i bedring, da eksperterne kom på genbesøg. Og Cecilie forklarer, at det aldrig har været bedre, end det er nu.

»Vi snakker stadigvæk utroligt meget sammen. Forholdet har helt bestemt ændret sig. Vi er blevet langt mere søskende nu, end vi nogensinde har været,« siger hun og fortsætter:

»Det er lidt svært at forklare. Det har betydet meget, at vi langt om længe har fået taget hul på nogle af vores største problemer og få sat ord på det. Det har været en speciel oplevelse for os begge.«

Hun fortæller, at hun har droppet rygningen, men en gang imellem ryger hun på en e-cigaret. Moderen, der allerede har en pige på tre år, har termin om 14 dage.