Det er mere end svært ikke at få en lille smule ondt i maven over det, der foregår i Københavns Stift.
Omfattende mobning og psykisk vold har i årevis været hverdag for de ansatte i Kastrup Kirke, og ingen har tilsyneladende formået at stoppe den sognepræst, som beskyldes for at stå bag mobningen.
Tværtimod – præsten er netop blevet forfremmet.
Ja, det lyder som en dårlig spøg, men det er det desværre ikke.
B.T. har gennem en række artikler de seneste uger afdækket, hvordan de ansatte har været udsat for krænkende handlinger i form af blandt andet »negative, sårende kommentarer« om deres udseende, øgenavne, »tydelig vrede« på ugentlig basis.
Eksempelvis vrede kommentarer med ordlyden »rend mig i røven« eller »du skal overhovedet ikke blande dig, du er ingenting«.
Ansatte oplever at blive råbt lige ind i ansigtet, at private forhold bliver udstillet i plenum.
De oplever »rullen med øjnene og suk, vrede og efterfølgende bagtalelse.«
Ja, listen over dårligdomme beskrevet af Arbejdstilsynet kunne snildt fortsættes.
»Det er mobning af så grov en art, at jeg er blevet syg af det,« fortalte sognepræst i kirken Elizabeth Mackenhauer Laursen til B.T. i sidste uge, da hun stod frem og satte ord på konsekvenserne af præstekollegaens fremfærd.
Nu kommer vi så til det:
For antallet af danske arbejdspladser, som har oplevet problemer med mobning, psykisk dårligt arbejdsmiljø og deraf følgende sygdom og dårlig trivsel, er anseeligt.
Med andre ord er Københavns Stift desværre langt fra det eneste sted, man har den type udfordringer.
Stiftet er dog forhåbentlig ene om at synes, at det er helt i orden, at forfremme den, der støber kuglerne.
»Hvis det er korrekt, at denne præst er ansvarlig for, at andre har følt sig mobbet, skriger det til himlen og er udtryk for dårlig dømmekraft fra biskoppens side,« siger Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse på Syddansk Universitet.
En konklusion, som man selvsagt ikke behøver være professor for at kunne følge.
Her er egentlig bare brug for lidt helt almindelig retfærdighedssans.
Det er med andre ord nødvendigt, at også Københavns Stift indser, at tiden er løbet fra arbejdspladser, hvor overgreb af den her karakter får lov til at fortsætte år efter år.
Hvor den, der mobber, får lov til at blive ved med at gøre det – og endnu værre: endda belønnes med forfremmelse efter at have forulempet og nedbrudt kolleger og medarbejdere.
Det er ganske enkelt hverken tidssvarende eller ansvarligt at drive en arbejdsplads på den måde.
Ikke mindst er det problematisk, når der er tale om en arbejdsplads, som bør være indbegrebet af ordentlighed – og som forsøger at sælge budskabet om næstekærlighed.
Der er noget her, der slet, slet ikke harmonerer.
