Det helt store nummer på selve dagen, bliver en stor reception på hendes arbejdsplads. Efterfulgt af en lille privat fejring for familien. Og dét er måske meget sigende. Om TV 2s Ulla Terkelsen, som nu fylder 80 år.
For – som hun utallige gange ikke har lagt skjul på – er arbejdet hendes liv.
»Jeg egner mig ikke til familieliv,« erklærer hun lige ud i sin nye biografi 'I min tid', som udkommer på den runde dag, 15. maj.
15 år efter, at hun kunne være gået på pension.
Men det er ikke aktuelt. Ikke for den dedikerede og utrættelige Ulla Terkelsen.
At jobbet var vigtigere end familielivet, mærkede allerede hendes første mand Svend, som hun blev gift med som 19-årig. Året efter startede hun som journalistelev. Og gabet mellem hans stillestående liv og hendes allerede dér udfarende og hektiske blev for stort.
Få år senere sendte skæbnen hende til 60ernes swinging London, hvor hun slog sig ned som freelancejournalist og med egne ord blev kæmpe forelsket.
Ikke bare i byen, men i Guy. Som også var journalist. Og dermed burde have været 'a match made in heaven'.
Men sådan gik det ikke.
Efter at have været kærester i et år, blev parret gift i 1968. Hvor Ulla Terkelsen var gravid i fjerde måned.
I bogen beskriver hun deres hektiske liv midt i storbyens pulserende liv. Hvordan de ikke bare arbejdede side om side, men også labbede tidens tendenser i sig. Moden, musikken, scenelivet.
Men parret boltrede sig også i dét, hun kalder tidsåndens eksplosive seksuelle marked. Mest hende.
»Jeg var mest støjende i min utroskab, næsten demonstrativ. Det var ikke rettet mod Guy. Men imod at være bundet,« forklarer Ulla Terkelsen i bogen om dét, der uvægerligt måtte føre til en skilsmisse. Som kom efter fire års ægteskab.
»Der har da været perioder i mit liv, da min søn var lille, hvor der har været konflikter og nogle venskaber er røget på grund af enten min livsform eller andres. Og dér kan man godt føle en smerte,« som hun tidligere har fortalt i et interview med B.T. og erkender i bogen, at hun i forbindelse med bruddet mellem dem var frygtelig.
Et uhyre, beskriver hun sig selv.
Skilsmisser er sjældent omkostningsfrie. Og det var den heller ikke for Ulla Terkelsen, hvis søn var fire år, da parret gik fra hinanden og blev omdrejningspunktet i en strid mellem dem.
Som mundede ud i, at sønnen skulle bo hos sin far – og hans nye hustru – i Frankfurt og kun være sammen med sin mor i ferieperioderne.
En løsning som hun nødtvungent måtte acceptere.
Og som var det ikke nok, skulle hun også forlade sit elskede og pulserende London. Til fordel for sit fædreland. Hvor hun i 1976 havde takket ja til en fast stilling på Danmarks Radio. Og en kultur som hun hurtigt erkendte, at hun ikke egnede sig til.
Alligevel gjorde hun karriere der. Blev som den første kvinde redaktionschef på TV Avisen.
Trods sin chefstilling var Ulla Terkelsen stadig flyvende. Rejste rundt i verden, rapporterede fra dens brændpunkter.
Uden omsvøb beskriver hun, hvordan hun fortsat tog for sig at retterne hvad angik mænd. Men bevidst valgte dem, der aldrig ville føre noget bindende med sig.
»Det har næsten altid været dubiøse typer. Det har været det nemmeste for mig,« beskrev hun i sit interview med B.T. og fortsatte:
»De skælder heller ikke ud, for de er selv endnu værre. Og har haft de samme fejl som jeg har. Så derfor kunne de ikke tillade sig at sige noget som helst. Til mig i hvert fald.«
Arbejdskulturen i Danmarks Radio var dog én, der stækkede hendes flyvske sjæl for meget. Så for 40 år siden valgte hun at vinke farvel til chefstolen for at blive kanalens USA-korrespondent. Med en fireårig kontrakt i lommen.
Årene i USA kalder hun for 'lykkelige'. For landet bød på alt, hvad hendes nysgerrige og sultne journalistiske sind kunne ønske sig.
Men det var også dér, hvor hun for anden gang i sit liv blev forelsket. Sådan for alvor forelsket. Nemlig i en gammel ven, Politikens chefredaktør Jørgen Grunnet, som jævnligt var i Washington og New York.
Han var hendes store kærlighed. Helt frem til hans død i 2009.
»Jeg tænker tit på ham og på, hvor sjovt vi havde det. Det er et forhold, jeg tænker tilbage på med stor glæde,« sagde Ulla Terkelsen til B.T.
25 år fik de sammen. 25 år, der passede begge deres flyvske sjæle godt. 25 lange, gode år.
Men dog intet imod Ulla Terkelsens længste 'ægteskab'. Det med TV 2.
Dét, som har sat sig i knoglerne, som hun selv beskriver det.
Det var i 1987, at hun endnu en gang blev hentet hjem til fædrelandet. Denne gang for at være med til at starte en helt ny tv-kanal op. Et modstykke til monopolet DR.
Og hun langede til fadet med liv og sjæl. Først som nyhedschef, indtil vingerne igen krævede luft under sig, og Ulla Terkelsen blev korrespondent. I Bruxelles, Berlin, London, Kabul, Paris. Var – og er – i sit es, når hun med sine flagrende tørklæder og engagerede væsen rapporterede om stort og småt. Mest stort.
For følelsen af, at alt det der sker derude i verden er for spændende, har aldrig forladt hende. Heller ikke nu, hvor hun om få dage fylder 80.
»Jeg har været heldig at komme til at lave det arbejde, som passer godt til mig,« sagde hun til B.T.
De seneste år har Ulla Terkelsen været bosat i Cannes. Har måske for første gang i sit liv overvundet sin årtier lange angst for forankring. Slået rødder.
For det er her, hun vil dø. Med suset fra palmerne og Middelhavet i ørerne.
Men det er hun slet ikke klar til endnu. For verden har stadig alt for mange historier at byde på. Som på et splitsekund kan få hende til at smide alt, hvad hun har i hænderne. Som hun altid har gjort.
»Så længe der stadig er kunder i butikken, som ringer og vil have, at jeg skal lave noget, bliver jeg ved,« som Ulla Terkelsen udtrykte det i B.T.
Erindringerne 'I min tid' udkommer på Politikens forlag 15. maj.
Har du hørt:
